Side 1 af 4
|
|
||||||||||||||||
Skribentens beskrivelse af Amerikanske borgerkriDen amerikanske borgerkrig (1861–1865), der i Sydstaterne ofte kaldes krigen mellem staterne, var en borgerkrig i De Forenede Stater. Elleve sydlige slavestater trådte ud af Unionen og dannede Amerikas Konfødererede Stater. De kæmpede mod Unionen, som omfattede alle staterne hvor slaveriet var afskaffet, samt fem stater hvor slaveri fortsat var tilladt (kaldet grænsestaterne). Unionen blev anført af præsident Abraham Lincoln og det Republikanske parti. Konføderationen blev anført af Jefferson Davis. Konføderationen forsøgte at træde ud af Unionen, fordi Republikanerne var modstandere af, at slaveriet skulle tillades i nye territorier, som blev optaget som stater i De Forenede Stater, og Lincolns sejr ved præsidentvalget i 1860 resulterede i, at syv sydstater erklærede, at de trådte ud af Unionen, endnu inden Lincoln var tiltrådt som præsident.[1] Unionen afviste, at man kunne udtræde og betragtede det som et oprør. Fjendtlighederne startede den 12. april 1861, da konfødererede styrker angreb en af Unionens militære installationer, Fort Sumter i South Carolina. Lincoln svarede igen med at opfordre frivillige til at melde sig til en hær, som skulle bestå af tropper fra alle stater. Det fik yderligere fire slavestater til at træde ud af Unionen. I løbet af krigens første år sikrede Unionen sig kontrollen over grænsestaterne og etablerede en flådeblokade af alle Sydstaternes havne, mens begge sider opbyggede hære og samlede forsyninger. I 1862 resulterede en række slag såsom Slaget ved Shiloh og Slaget ved Antietam i store tab – langt større end nogensinde tidligere i USA's historie. I september 1862 gjorde Lincolns Emancipationserklæring slaveriets afskaffelse i Syden til et krigsmål, hvilket yderligere vanskeliggjorde Sydstaternes mangel på mandskab.Lignende opgaver |