Skribentens beskrivelse af Flystyrt
flystyrtet
Det var en dag i december 1995, jeg havde været til konference i Stockholm, og skulle med flyet hjem til Kastrup kl. 4. jeg arbejdede som sælger for apple jeg havde lige fået solgt for 20.000.000 kr. ipads, så turen havde bestemt gået godt.
Jeg ankom til luft havnen allerede kl.12, hvor jeg der efter tjekkede ind og så videre da jeg havde gjort det satte jeg mig på en Starbuck café, hvor jeg kunne få tiden til at gå. Overfor mig sad en familie med to børn, de var også danskere, så jeg gik ud fra at de skulle med det samme fly. Det endte med at jeg kom til at snakke med dem, det viste sig at de skulle med samme fly, de fortalte mig at de havde været oppe i deres sommerhus i en forlænget weekend. Jeg fortalte også dem hvad jeg havde lavet og fortalte at jeg glædet mig til at se min egen kone og min dreng som var der hjemme og ventede på mig. Nu var der kun en time til at vi skulle ombord på flyet, så vi gik hen mod gaten, det var gate 13, og så begyndte jeg at tænke på uheld osv. Selvom jeg ikke var typen der troede på sådan noget, og jeg havde altid sagt til folk der havde det sådan ”at det bare var noget ævl, og at der slet ikke fandtes held eller uheld ”. Men lige da jeg så det var gate 13 var det som om jeg kunne mærke der var nået galt. jeg kunne ikke rigtig beskrive det, og jeg ville heller ikke skramme den stakkels familie, så jeg valgte bare at holde det for mig selv.
De åbnede gaten til flyet og vi blev vist ind, jeg skulle sidde på 5a, det ville sige jeg sad ud til et vindue, det var jeg enlig meget tilfreds med. Jeg kunne godt lide at flyve, at se landskabet forsvinde længere og længere ned under mig, vide at man var 10 km. Oppe i luften og flyve cirka 800 km/t. Men jeg synes altid at de var så lang tid om at lette, vi havde siddet i flyet i et kvarter nu, og flyet var stadig ikke begyndt at køre, jeg kunne ikke vente med at komme hjem til min familie. Jeg kunne høre den anden families lille baby græde to rækker bag mig, de fleste blev nok irriteret på dem, hvilket jeg nok også ville blive hvis det ikke var fordi min egen lille dreng var på samme måde.
Efter lidt tid begyndte vi lige så langsomt at trille af sted, vi kørte hen til start banen, flyet startede sine enorme motorer og efter 2 minutter var vi i luften, men næsten ligeså snart vi havde lettet kunne man ikke se jorden, da det var meget overskyet. Jeg prøvede at falde i søvn i stedet, selvom turen nu kun tog 3 timer, men det fik jeg heller ikke lov til for efter fem minutter kom der en ung pige med en vogn og spurgte om jeg skulle have nået at drikke, jeg takkede pænt ja og bedte om en kildevand. Efter 3 minutter begyndte flyet uvarslet at ryste ret vildt, hvorefter man kunne hører piloten sige: ”det beklager jeg meget der var en stærk vind som ikke blev opfanget”. Ligesom jeg begyndte at tænke på uheld igen begynde flyet at styrte drastisk nedad, og sele på tegnet lyste op igen, og man kunne høre piloten igen sige at han blev nød til at nødlande, for vinden var simpelthen for stærk, han sagde han ville lande i Arlanda lufthavn. Han rettede op på flyet igen, og det gik op for mig at folk omkring mig var meget bange, jeg synes bare det havde gået så stærkt, jeg havde næsten ikke nået at opfatte noget. Jeg lagde mærke til at begge de to børn i familien bag mig græd og forældrene prøvede forgæves at trøste dem.
Flyet styrtede igen, piloten sagde at han ikke kunne få os helt til Arlanda og han blev nød til at foretage en nødlanding. Lige så snart han slukkede mikrofonen igen begyndte folk at skrige og råbe, og jeg tænkte på om jeg nogensinde ville se min familie igen, hvordan de skulle klare sig uden mig. Men Pludselig kunne jeg se jorden det så ud som om vi fløj ned mod et åbent areal tæt på en skov jeg tænkte på om jeg skulle rykke mig væk fra vinduet, men så kom der ilt masker ned, og den kunne jeg jo ikke tage med så jeg blev siddende, det var som om det hele var i slowmotion, alting gik bare så langsomt, mens vi kom tættere og tættere på jorden. Pludselig sagde piloten at vi bare skulle slappe af, og han lovede os at vi ikke kom til skade. Og selv om det bare var ord, følte jeg mig faktisk mere sikker ved situationen, vi styrtede mod jorden, og selvom det var ret vildt kom jeg ikke rigtig til skade. Det bombede og lammede helt vildt, og man kunne høre flyet knække over to gange. Efter det vågner jeg bare op i ambulancen hvor en svensk læge forklare mig at der ikke er nogen synlige skader, men de vil tage mig til hospitalet, bare for at være helt sikker. Jeg blev så glad for der ikke var sket mig noget at jeg krammede lægen, han fortalte også at der ikke var andre der var kommet til skade på trods af, at flyet gik i tre dele. Jeg tænkte også på at hvis jeg havde rykket mig væk fra vinduet havde jeg måske ikke overlevet, men heldigvis gjorde jeg det ikke så Der skete mig ikke noget, og jeg kom hjem til min familie i god behold.
|
pdf-format (33KB) 
