Analyse af 'De Hvide Mænd'

Bogen handler om drengen Edwin, som lever i denne ”perfekte” verden, hvor kun de bedste har lov til at leve. Edwin er den bedste i hans klasse indtil den dag, hvor en af hans lærere sagde: ”Du er lige, hvad det her samfund har brug for”. Lige siden den dag faldt hans karakterer, og han kunne ikke få noget til at hænge sammen. På et tidspunkt skal Edwin op til eksamen i matematik, og mens han læser op til den eksamen har han brug for en pause. Han går hen til kommoden, hvor han finder sit klassebillede frem, og hankigger på det. Han synes, at de alle ligner robotter. På klassebilledet ser han Mark. Mark var blevet den bedste i klassen, da Edwins karakterer var begyndt at falde. En dag kom Mark ikke i skole, og alt der havde med ham at gøre blev fjernet. Lærerne sagde, at han var flyttet, og andre mente det var De Hvide Mænd, der havde taget ham. Nogle mente han havde hængt sig selv i sin uniform.

Edwin havde en kæreste, der hed Lykke. De havde mødt hinanden til en fest, hvor de var gået ud for at snakke. De snakkede om alt. De havde været kærester i snart to år nu. Edwins forældre ville ikke have de så hinanden, mens han læste op til eksamen. Edwin manglede 400 sider inden han skulle op til matematikeksamen. Han var taget over til Lenny, fordi han havde brug for at snakke, men mens de er der ovre fortæller Lenny, at David var blevet taget af De Hvide Mænd. Davids gennemsnit var alt for lavt. Det får Edwin til at til at tænke. En verden, hvor der er overbefolket er det nødvendigt, at nogen sorteres fra. Alle dem, der ikke er gode nok: de mindre intelligente, de handicappede, de ældre og i det hele taget de svageste. For at overleve er man nødt til at være ”perfekt”. Edwin sætter sig på en bænk ved den kunstige sø. Rundt om ham var farverne så skarpe, at de næsten er uvirkelige. Selv ikke i drømme er roser så røde. Alt er plastik. Planterne, græsset, blomsterne. Det hele. Imens Edwin sidder på bænken lukker han øjnene og forsøger at slappe af, men da han åbner øjnene igen, står der en gammel mand foran ham. Manden ser meget slidt ud både i tøjet og i ansigtet. Han ligner en, der ikke har sovet i flere dage. Edwin har aldrig set en mand, der ser så gammel ud. Han ligner en over 70, men det er ikke muligt. For man bliver pensioneret, når man er 60 år. Manden griber fat i Edwins trøje og fortæller, an han skal pensioneres om fem dage. Edwin svarer: ”Det er jeg ked af”. Manden bliver frustreret og begynder at tale om, at de kun gav ham en måned til at få alt ordnet før pensioneringen, og til sidst hvisker han til Edwin: ”Jeg har overvejet at flygte, men man kan ikke flygte. Er du klar over det? Man kan ikke flygte. Man kan ikke flygte”. Manden stavrer væk, og Edwin ser ham forsvinde.