I 1798 ville kirkens ledelse indføre nye bøger, der passede bedre ind i den nye ”oplyste” tid. Man ønskede at udskifte Kingos salmebog med den nye Evangelisk-Kristelige Salmebog. Men det udgjorde stor modstand mange steder. Man gik direkte i oprør mod statskirken flere steder i Jylland, ved at brænde de nye bøger og forsætte med at bruge de gamle. Nogle holdt sig fraværende fra kirken og samledes i stedet for derhjemme, hvor de sang de vante salmer, og selv forkyndte Guds ord. Nogle af disse modstandere blev fængslet, fik bøder eller strenge ordrer om at rette sig efter præsterne og biskoppen, men de adlød stadig ikke.
Vækkelserne blev kaldt ”De Stærke Jyder,” og de bøjede sig aldrig. Det var første gang, at helt almindelige mennesker turde kæmpe imod statskirken og enevældens repræsentant i Sognet, præsten. De Stærke Jyder isolerede sig fra de øvrige mennesker i sognet, som de betragtede som vantro, men forsøgte samtidig at påvirke andre mennesker til at tro som dem.
En stærk bevægelse:
Antallet af grupperne af vakte i Danmark steg og efterhånden blev de også mere selvbevidste og indimellem også direkte provokerede overfor statsmagten. Men ikke kun fordi De Stærke Jøder gik imod statens forordninger. Man holdt sine egne trosforsamlinger mange steder, og bruge de bøger, som man ønskede til det. Vækkelsesprædikanterne var populære, og de kunne samle hundredvis af mennesker til deres prædikener, selv om det ikke var lovligt. Senere hen fik vækkelsesbevægelsen mere frihed, fx indførte Christian 8. forsamlingsfrihed i 1839, og det betød, at de vakte kunne mødes med hinanden, uden at det var ulovligt. Det blev muligt at oprette skoler, hvor vækkelsesbevægelsen kunne undervise i deres udgave af kristendommen. Det betød altså, at bevægelsens oprør mod staten i sidste ende kom dem til gode.
Det er gratis at oprette en konto