Dopingens historie og stoffer i cykelsporten

I cykelsporten er brugen af doping historisk betinget. Brugen af forskellige typer af doping har været kendt og almindeligt anvendt i sporten siden forrige århundrede.

I årene op til 1930 var det specielt de opiumsbaserede stoffer rytterne anvendte. Morfin og heroin blev anvendt i flæng, men visse ryttere anvendte også stryknin. I små doser kan stryknin øge udholdenheden, men grænsen mellem den mængde der virker, og den mængde der slår ihjel er så hårfin at man indtil 1950erne oplevede flere dødsfald.

Efter 1930 kom der rigtigt gang i dopingen i takt med at man lærte at fremstille flere og flere stoffer syntetisk. Det var netop de syntetiske stoffer der blev anvendt under anden verdenskrig, stoffer som amfetamin og efedrin. Under krigen blev stofferne brugt systematisk til at holde soldaterne vågne og øge deres præstationer. Det var også under anden verdenskrig at man lærte at bruge hormoner og steroider. Tyskerne brugte anabolske steroider til hjælpe de sårede til at komme sig hurtigere, men man forsøgte også at skabe supermennesker ved hjælp af steroiderne.

Efter krigen gik det rigtigt stærkt, både for den medicinske forskning, men også for brugen af doping præparater. Op igennem halvtredserne accelererede brugen af steroider kraftigt, specielt da man opdagede steroidernes anabolske effekt - altså evnen til at opbygge muskelmasse. Anabolske steroider er stadig et af de største doping problemer, og finder udbredt anvendelse inden for blandt andet vægtløftning og bodybuilding.