Dybbøl er faldet

Den 20. april Den 18.april om morgen var preusserne klar til at storme Dybbøl. Preusserne bombarderede de nærmeste skanser. De bombarderede i 6 hele timer fra kl. 4 til 10 og de seks sydligste skanser var kun jordbunker. Kun enkelte observatører var i skanserne. Resten af tropperne var gået i dækning længere bagude. Da preusserne var færdig med bombardere, stormede de skanserne og der blev et kapløb om at nå først frem til til skanserne. Interview med Karl Emil Petersen karl Emil har mistet sit venstre ben, han er mistet fra lige over knæet og ned af. Det skete da alle stormede skanserne og jeg var næsten en af de første til at nå skanserne, vi kom før preusserne og det gjorde det nemmere at dræbe flere end hvis det var dem der kom først. Men de var mange i forhold til os og det var der for at de fik os slået tilbage. Da jeg stod og kæmpede fik jeg et skud i benet, men jeg kunne stadigt kæmpe det var først senere jeg så, hvor alvorligt det var. Jeg kunne tænke mig at det var hårdt under bombningen. Det var meget hårdt under bombningen for der var meget larm, det var også koldt for vi lå bare på jorden og det blive koldt, hvis men ligger så lang tid som vi gjorde. Men jeg tror det var værer for dem der var i skanserne, for der fløj bomberne rundt om hovedet på en. Jeg ved at du har snakket med din kone, hvordan har hun det med at du har mistet noget af dit ben? Hun blev ked af det på mine vegne, og håber inderligt at vi kan få det til at køre der hjemme i København, for hun er også gravid. Det må da have været hårdt for dig og de andre soldater. Det har været det værste jeg har oplevet i mit liv, der var så meget had, og man kendte jo ikke hinanden. Det var både hårdt psykisk, fysisk at kæmpe, men deet værste var at se ens venner dø, for man havde lige fået så mange venner og nu ligger rigtig mange af dem på slagmarken. Så jeg håber ikke at mange andre kommer i krig, for det er det værste der kan ske. Artikel af Sven Ibsen.