Året var 1986, og dette var det sidste digteren, Michael Strunge, sagde til sin kæreste, Cecilie Brask, før han og kastede sig ud af vinduet i lejligheden på femte sal. Hvorvidt dette var en manisk handling i netop dette øjeblik eller et decideret overlagt selvmord, står stadig uklart den dag i dag. Jovist, han var psykisk syg, men skam også begavet nok til at kunne beherske sig. Sandheden om hans egentlige intentioner får vi aldrig, men en ting er sikkert: Han følte afmagt i denne verden, et emne han netop beskæftigede sig med i mange af sine værker, at han ville frigøres. Han ville flyve. Og det gjorde han. Denne symbolske og fredfyldte betegnelse af døden, gør det på en måde meget smukt og stoisk, mens det på den anden side, også er voldsomt bizart, at nogen mennesker ønsker sig dette så ubeskriveligt højt, når denne skæbne, er hvad de fleste forbinder med den største frygt her i livet. At give slip og lade sig overgive til det ukendte. Længslen efter at dø er en tanke, som kan være fuldstændig ubegribelig at sætte sig ind i. Hvilken skæbne har man dog lidt, for at finde den tanke ønskværdig? Måske er det i bund og grund et ønske om forandring. En brændende længsel om at opnå en indre ro? Et håb om lykke? Strunge er ikke ene, når han beskriver døden som en flyvende tilstand. Som englene flyver af Naja Marie Aidt skildrer Sisse, som tragisk ender sine dage, som offer for voldtægt og drab i en snuff film. Denne episke novelle strækker sig i et tidsmæssigt handlingsforløb fra vinter til sommer. Selve tiden er i start 90’erne på baggrund af brugen af polaroid kameraer i søstrenes barndom. Den fortælles med en indre og ydre synsvinkel: Af hovedpersonen Sisse og søsteren, som hos navnet står ukendt. Begge steder fortælles der i første person singularis. Novellen tager fat på de alternative retninger livet kan tage. Her er der tale om kontrasten mellem den traditionsfastholdende søster og den oprørsfrigjorte Sisse. Sisse bor størstedelen af tiden i et forladt og faldefærdigt hus sammen med en flok utilpassede unge, hvor Creepy er overhovedet. ”Creepy var den eneste stabile i huset. Vi andre kom og gik”(s. 10). De er en flok unge med ar på sjælen og psykiske smerter, som de alle prøver at flygte fra ved hjælp af narkotiske stoffer, alkoholmisbrug og cutting(s.9). De er høje på stoffer alle døgnets timer og lever i deres egen lille boble, hvor de på overfladen har det meget godt, mens de indeni er helt forrevne(s. 19). De klæder sig punket i stramt gummi og læder, har revne strømper og farver deres hår enten rødt, hvidt eller sort(s.10). Alle pigerne i huset forguder den kronragede og brutale Creepy, som udnytter pigerne seksuelt. ”Han var så grim og så sød og hård ved os i kisten, og det elskede vi også, for det var som om vandviddet løftede os helt op til gud, når vi lå under stjernerne, nøgne på det kølige satin, og lod os splitte ad”(s. 11). Creepy er den eneste der har et job: Han laver gummimasker til ”horrorfilm” og han er så dygtig, at han også har succes i udlandet. Han tjener godt, og har derfor råd til flere stoffer end de andre, som han gemmer i sit lille skrin. Dette lokker han også pigerne med: ”Til gengæld var han ikke nærig, når det kom til at dele goderne; man kunne altid være sikker på et ordenligt sus, når man gik med Creepy i kisten” (s. 9). ”Klikket fra låsen når han åbnede det og trak en lille pose op. Fornemmelsen af sød kulde i nakken”(s.11). Her fortælles også om en flyvende fornemmelse og kulde, her ved brugen af stoffer. Creepy er den eneste der har sit eget værelse, som er ovenpå i et rum, hvor en smal stige skal bestiges, for at kunne komme derop. Et stort stykke stof dækker for tagvinduet, et ultraviolet lysstofrør, der lyser kraftigt, hænger over slangens bur. På gulvet ligger tøj og sko smidt. En lav reol langs den ene væg, hvor skrinet og en død fugl i sprit står, samt en lang sorte kiste, er de eneste møbler der pryder værelset. ”For Creepy sov i kisten, og han kneppede i kisten”(s.10). I kistens låg er der boret 5-6 små huller, så man kan ånde, men det ligner en stjernehimmel, da man kan se det lilla lys gennem kisten. Creepys kæreste eje er sin slange Plexus, en fire meter lang anakonda kvælerslange, som er det eneste han elsker. Solar Plexus, menneskets ømme punkt, er her slangen for Creepy. Det er kun ham og de aller nærmeste(b.la. Sisse), der får lov at røre den. Creepy behøver på samme tid også pigerne, hvilket han også fortæller dem. ”Han sagde at vi hans små dukker, og kendte ikke forskel på vores navne”(s.11). Dette lader ikke til at gå dem på, da Sisse selv beskriver dem som navneløse, nærmest ligegyldige. Sisse er på et plan lidt forelsket i Creepy(s.12), ligesom resten af pigegruppen. Creepy fortæller dog, at hun er hans yndlingsdukke(s.19). Hun stoler på ham og nyder de stunder de tilbringer sammen i kisten. Hun smigres over den mindste ”kompliment” Creepy giver, og man fornemmer, at hun tror og håber, at han også er forelsket i hende – selvom hun godt ved at det ikke er tilfældet. Han manipulerer med hende og ejer hende. Og sådan kan hun lide det. Hun frygter ikke døden. ”Vingerne groede næsten ud af vores rygge når tænder og små, skarpe knive mærkede os for hinanden. Lod os mærke”(s. 12) Dette er en metafor på den konstante hårfine grænse, hvor de svæver mellem liv og død. Det er nærmest helt tåbeligt, så overfladisk en holdning hun har til døden. I næste øjeblik kan de være døde af en overdosis. Hun hverken frygter dette og ej heller Creepys mishandling. Hun er ikke bange for døden og dette medvirker også til, at hun uden de store overvejelser siger ja til at deltage i Creepys film. Dét og denne ustandselige stræben efter Creepys bekræftelse, gør hende blind. ”Jeg vidste jo. Og det gik så uendeligt hurtigt. Til jeg lettede og jeg fløj”(s. 21). Og da hun atter er fløjet, beskriver hun døden som en smuk, forløst og lyksalig tilstand. Her går metaforen at vinger gror ud af ryggen igen, som hun så inderligt ønskede sig helt fra starten i novellen. Og det er ligeså fantastisk som hun havde forestillet sig. Det liv Sisse lever, bunder måske i den desperate rolle, moderen har forsøgt at holde Sisse i, altså som det lille englebarn i familien. Hun har dermed har haft længsel efter at bryde væk fra dette og trodse moderen, men bliver jo ironisk nok i slutningen, det moderen altid har set hende som, en engel. Moderen bor med sin samlever Kaj, forholdsvist fattigt i en fælleslejlighed på Gl. Køge Landevej. Kaj er ikke deres rigtige far. De lider begge af et alkoholmisbrug, hvoraf moderens misbrug måske kan bunde i den sorg og skuffelse der har ramt hende, da hendes ideal om perfekte døtre, er gået i vasken. Moderen prøver størstedelen af tiden at skjule misbruget, når døtrene er der, men søsteren opdager altid den slags alligevel, men siger ikke noget(s.14). Moderens hår er permanentet og hun ryger smøger af mærket cecil. Efter Sisse har forladt dem, er tingene så småt smuldret fra hinanden. Selvom søsteren gør sit bedste på at være en eksemplarisk datter, er det som om, at det ikke er helt nok for moderen. Hun vil egentlig hellere englebarnet Sisse, og er ovenud ulykkelig over, at det ikke er gengældt. ”Vores mor havde for længst givet op. Kun når hun fandt gamle polaroidfotos frem af os, som små piger med flettet hår og afdansningskjoler, græd hun. Slukkede sin cecil, der hang i mundvigen, med tårer. Ellers ingenting. Som om Sisse allerede var død.”(s.13). Dette perfekte glansbillede om dengang familien var intakt, gør at moderen længes efter de tider, hvor alt var så lyksaligt. Moderen kalder Sisse et englebarn, hvorimod søsteren beskriver hende som et grådigt barn, men samtidig også meget charmerende.(s.13). Sisse har langt hår, hvid hud, grønne øjne, en sødladen latter og bliver flere gange omtalt som Barbie dukke af Creepy. Gennem historien fornemmer man de splittede følelser søsteren har for Sisse. På den ene side, er hun irriteret på hende på baggrund af de egoistiske valg hun har taget. ”Jeg havde sådan en lyst til at tæve Sisse, gennemtæve hende simpelthen, fjerne smilet fra hendes læber”. (s.15). Men samtid føler hun også sympati og en vis moderrolle overfor hende. Hun prøver at hjælpe, men kan i sidste ende heller ikke få sig selv til det. ”Jeg ville springe hen og tage fat i hende. Jeg ville putte hende i lommen i min varme dynejakke, bære hende ud herfra og lægge hende i en dukkeseng, vugge hende væk fra denne larm. Men jeg kunne ikke bevæge mig”(s.16). Hun føler med Sisse, men man kan samtid også fornemme misundelsen hun bærer. På en eller anden måde, føler hun en vis jalousi over, at Sisse tør gøre som hun vil. Søsteren har valgt den traditionelle vej at leve livet, som hendes job på en tandlægeklinik f.eks. indikerer. Og hun finder heller ikke større problemer ved at glemme Sisse: ”Vi kom helt ind i april, før jeg blev mindet om min søster igen. Og da var hun allerede fløjet”(s.19). Hendes jalousi skinner også igennem flere gange: ”Der var simpelthen ikke slik nok i verden til Sisse. Sådan ser jeg på det. Det er derfor jeg kan sidde her i dag og glatte min kølige kittel”(s. 22-23). Men det at glatte sin kølige kittel er symbol for, at hun har fralagt sig kitlen/ansvaret, hun har over for hendes søster. Foruden metaforer, er novellen spækket med symboler, der knytter sig til kristendommen. I denne novelle møder vi kristne symboler som Creepys slange, korset Creepy forærer Sisse, Sisses betegnelse som engel og så hvidhed, som identificeres med det rene. Creepy er novellens svar på gud, da det er ham der har magten. Det beskrives også han bor øverst – han er altså hævet over de andre, med en slags gudestatus. Han afgør pigernes skæbne og hersker over dem. Plexus er slangen, som også spiller en rolle i kristendommen. Her kan drages en myteallusion til syndefaldsmyten, hvor den onde slange lokker Adam og Eva i fordærv. Lige inden Sisse går på i snuff filmen, giver Creepy hende et kys, hvilket han aldrig har gjort før(s.21). Her kan det endnu en gang forbindes med kristendommen, hvor Judas forærede Jesus et kys, og overrakte ham til Farisæerne, som satte kløerne i ham. Creepy giver Sisse Judaskysset og forråder hende, da han herefter sender hende til de to maskeklædte mænd som voldtager og dræber hende. Det er ikke kun et enestående tilfælde, da Aidt i flere af sine værker formår, at skabe en religiøs vinkel. Her kan perspektiveres til Bryllupsrejse fra novellesamlingen Bavian, hvor Syndefaldsmyten også er relevant. Den handler om Tim og Eva(påfaldende navnevalg) som tager på en bryllupsrejse til Grækenland. Her hygger de sig forholdsvist, indtil en vildmand(her slangen) kommer og overfalder Eva og citerer William Blakes ord:”We will now descend into the valley”, som ændrer hende og lokker hende til at gøre ting hun ikke brød sig om fra start - i overført betydning. Dette kan tolkes, som at hun selv ender med at lokke Tim til at gøre noget han heller ikke har lyst til, i form af at piske hende. I begge noveller formår hun at skabe den religiøse sammenhæng, der får det hele til at gå op i en højere enhed. Som englene flyver er en rørende og bestialske novelle, der får især læseren helt frem i stolen. Man fodres konstant med spænding, hvor handlingen svæver mellem surrealisme og realisme, og der leges med et levende sprog. Dens livsbekræftende morale, får læseren til at eftertænke, da den i dagens samfund stadig endnu, har en brændende relevans. ”Organismens mest virksomme tilpasning til omverdenen består i at dø”. Sådan sagde Sigmund Freud engang, og med dette citat kan man henvise til Aidts novelle. For uanset hvilken skæbne man ender med i livet, stofmisbruger eller tandlægeklinikassistent, forsøger vi alle på hver vores måde, at tilpasse os verden og finde vores plads i samfundet. Og egentlig er det fuldstændig ligegyldigt og ubetydeligt, hvem vi er, og hvad vi foretager os. For som individer, er vi bare er en del af en tusinder af år lang udvikling af Jorden. En cyklus hvor alle ender med den samme skæbne; nemlig at dø. Og om vi så efterfølgende ender som engle eller det absolutte ingenting,
Det er gratis at oprette en konto