Analyse af Thomas Vinterbergs 'Festen'

Berettermodellen Anslaget Titelsekvensen besta?r af dogmemanifestet, som sta?r centralt i billedet, hvilket sender klare signaler om, at instruktøren har bestræbt sig pa? at efterleve det regelsæt, som han sammen med tre andre instruktører, selv har udformet. Der klippes videre, og allerede her vækkes seerens kompositionelle motivation ved at lade titlen Festen sta? under vand, som om den var skrevet pa? bunden af et fyldt badekar. Netop dette valg agerer cue for det, der nu skal til at ske. Christian filmes i en totalindstilling, hvilket medvirker til, at seeren gøres bevidst omkring omgivelserne - vi er et sted langt ude pa? landet. Christian taler i telefon med en ukendt, og alt hvad han siger, det er til for at give seeren en kort introduktion til karakteren – denne karakter er vigtig for resten af fortællingen, og det er nødvendigt, at seeren hurtigst muligt gøres opmærksom pa? de enkelte detaljer:

Præsentation Hele familien ankommer i biler til en herregård et ukendt sted i landet, og det sta?r klart, at det er her, begivenhederne skal udspille sig. Vi ved nu, at de tre søskende Christian, Michael og Helene er centrale karakterer i fortællingen. Der har været en fjerde i søskendeflokken, men hun er død, og specielt Michael og Helene har nu et meget aparte forhold til hinanden, og vi fa?r at vide, at Michael blev væk fra søsterens begravelse. De sidste, vi bliver introduceret for, er de tre søskendes forældre, Helge og Else, og man fornemmer, at der er et lidt anspændt forhold mellem dem og Christian. Dette kan anses for at være endnu et cue til seeren om, hvad fortællingen kommer til at handle om, men det er ikke blot den kompositionelle motivation, der bliver vakt i præsentationen. Det er nemlig specielt her, at den realistiske motivation ogsa? vækkes, da ma?den, de forskellige familiemedlemmer kommunikerer pa?, er meget typisk for en familie i Danmark, hvor kommentarer som tak for sidst og du ligner dig selv, du (00.09.14-00.09.16) forekommer i vid udstrækning. Det har her været ekstremt vigtigt, at selskabet og begivenhederne lever op til vores schemata, sa? fortællingen forbliver tro. Det ha?ndholdte kamera fa?r som virkemiddel seeren til at føle sig som en del af begivenhederne, og det vækker den stilistiske motivation og lever tilmed op til dogmemanifestets regelsæt (den transtekstuelle motivation), og man fornemmer tydeligt den udeladte brug af lyssætning og andre elementer, som dogmemanifestets stiftere finder narrende.