Siden Lumières brødrenes første klip fra gaderne i Lyon, har dokumentargenren ændret sig markant. Den moderne dokumentar indeholder i højere grad fiktionskoder, og man begynder at kunne stille spørgsmålstegn ved troværdigheden af det, som dokumentaristen forsøger at dokumentere. Bo Lidegaard har med sin artikel ”Skiver af liv - Fluen på væggen” sat dokumentargenrens udvikling under debat og har forsøgt at belyse, hvordan ’fluen på væggen’ i en virkeligheden kan være en illusion.
Bo Lidegaard mener at fluen på væggen er blevet en illusion, da den er gået væk fra det essentielle, som fluen på væggen kunne. Netop at kunne skildre de afgørende øjeblikke, som de faktisk foregår. I stedet mener han, at fluen på væggen er blevet en illusion, fordi det øjeblik der skal dokumenteres, forandres af selve dokumentationen. Hvilket skal forstås som de mennesker som skal dokumentere en virkelighed, nemt kan blive en del af virkeligheden selv, når de f.eks. medbringer kameraudstyret og stiller bestemte spørgsmål, for at vise en bestemt vinkel. Derfor er det ikke muligt at vide, hvordan det dokumenterede forløb ville have været forløbet, hvis tv-holdet ikke havde været der. Virkeligheden kunne derfor have set anderledes ud, og som han klart understreger, når man gør sig selv til en del af virkeligheden, bliver man også medansvarlig for den. Denne pointe er vigtigt for forståelsen af teksten. Derudover kan den virkelighed, dokumentaristen dokumenterer også blive manipuleret af den aktør, som er centrum i handlingen. Her tager Bo Lidegaard fat i politikere som eksempel, for de vælger helt bevidst at lade et kamerahold følge sig for at dokumentere et givet forløb. I sådan et forløb har dokumentaristen et klart sigte, men det har politikeren også. Derfor mener han, at sådanne dokumentarer der ofte har til hensigt, at give en fornemmelse af at være tæt på, kan narrer os selv, hvis vi tror, at det er virkeligheden, vi er vidne til.
Det er gratis at oprette en konto