Indvandring: frygt og fordomme

Livet er godt. Blandt velkendte folk, velkendte ansigter, velkendte dufte og smage, blandt alle de skattede danske værdier, omgivet af mennesker med samme tro, det gode gamle Danmark, intet har ændret sig. De typer mennesker, der går på gaden er stadig de samme, ingen har ændret sig. Men nu er der kommet et nyt folk til landet, nye ansigter, nye dufte og smage, nye momenter, nye religioner og nye typer af mennesker. Der er kommet nogle fra andre lande, der er kommet indvandre. Folk fra andre lande, der kom med en svær baggrund fyldt med ting vi sikkert ikke kunne forestille os. Folk, der flygter fra et ondt land fyldt med onde minder og onde mennesker. Folk, der er eftersøgt for at sige deres mening. Folk, der har den simple drøm som ikke burde være en drøm for nogen, men en medfødt menneskeret. Retten til at sige hvad man vil og til at gå hvorhen man vil, uden at leve i den konstante frygt for at blive flået fra sin familie, sine nærmeste og livet. Folk der flygter for at lade alt det forfærdelige bag sig og for at få et sted at være. Bare slippe væk fra tanken om livets sidste åndedræt. For at immigrere til lande som er kommet så tæt på friheden som det moderne system nu engang tillader. Hvad ville der ske hvis de kom til Danmark. Hvordan ville de blive behandlet? Ville vi reagere ligesom resten af verdens befolkning har gjort igennem hele verdens historien. Blive bange for det vi ikke kender til. Jagte det uvisse, eller også holder vi os bare på afstand og lader være med at komme for tæt på. Snakker om hvor ondt vi har af dem og at vi gerne vil lære dem at kende, men realiteten er, at når vi kommer tæt på bliver vi bange og vender os om og går væk. At de snakker et andet sprog, holder sig ovre i hjørnet, spiser andet mad og ser anderledes ud, skræmmer os i sådan en grad, at vi ikke tør kigge dem i øjnene. Vi fantasere os til en enorm forskel på indvandre og indbygger, som aldrig har været der og aldrig vil være der. For når alt kommer til alt er alt vil bare at overleve og passe på vores familie. Den biologiske mening med livet, få børn, pas på dem og overlev. Alle mennesker er i bund og grund ens, men de helt små ting som hudfarve, mad, tøj og religion, som på de tidspunkter de blev benyttet for første gang var en livsnødvendighed har skilt os så meget ad at nogle vil gå så langt som at dræbe. Alt den vrede der ligger mellem mennesker på grund af en illusion. Og det hele starter med at vi ikke byder dem velkommen med åbne arme, men at vi bare lader dem være i landet fordi det siger loven. Vi kigger dem ikke i øjnene, vi går ikke nær dem og det er simpelthen fordi vi er bange for dem. Jeg var engang til et foredrag med en person der hedder Jacob Holt. Han fortalte alt racisme starter med frygt. Man tænker ikke man er racist, men det sekund du ubevidst går i en lille buge uden om en med en anden hudfarve viser du at de ikke har de samme værdier som dig selv. Det faktum, at de er kommet fra et andet land med anden kultur, tydeligvis ikke har været tilfreds med deres land eller måske er de endda eftersøgt for at gøre noget så menneskeligt som at sige deres mening og derefter indvandret til Danmark glemmer folk til syne ladende. For der er sjældent medlidenhed at hente hos staten. Indvandrere bliver også sendt hjem på stribe. Tænk engang at ønske så forfærdeligt meget at komme til norden at man bruger alle sine penge på det. Tage den enorme rejse og endeligt nå til den destination som ved rent tilfælde blev Danmark, men som lige så godt kunne have været Sverige, og så blive sendt tilbage igen til sit hjem land. Den enorme skuffelse der må optræde inde i ens hoved og de tåre der må trille. Dette valg fra vores regerings side vil muligvis komme til at koste enormt mange familier deres chance for nogensinde at komme til norden. Det eneste vi skulle have gjort var at sende dem til Sverige eller Norge. At vi, som ellers skulle repræsentere et udviklende velfærdssamfund, har ret til at gøre noget så umoralsk som at give dem et skub tilbage i stedet for frem. Hvem har sat dem i guds sæde. Hvem har givet dem ret til at bestemme om folk skal lukkes ind på noget af guds jord eller flytte dem rundt som det passer dem. Jeg tror på at gud har sat os på jorden og at det derefter er op til os selv at klare os, men det er at gå for vidt at opbygge et system der på hvor en håndfuld mennesker har magt over en masse andre og har magt til at knuse deres håb og drømme. Der findes en human grænse hvor det ikke længere er etisk korrekt at styre folks liv. Indvandrere må ikke blive sendt hjem, hvor der er hjerte rum er der husrum. At vi så ikke har råd til at tage os af dem er en anden ting, men der er også forskel på at sende dem tilbage og betale dem for ikke at lave noget. Men det synes Danskfolkeparti åbenbart ikke. De mener at det skal være endnu sværere for indvandrere at komme ind i landet og nasse på vores dyrebare skattekroner. At de overhoved kan tænke i den retning skræmmer mig. Hvordan kan man afvise mennesker i nød. De siger at de skatter de danske værdier, men hvordan kan, det at sende folk med en anden hudfarve ud af Danmark være at skatte de danske værdier, men hvilke værdier står Danmark for hvis vi vender vores medmennesker ryggen? Jeg mener at indvandrere er mere end velkomne. For livet er godt. Alt er under udvikling, alt der kommer er nyt, nye folk, nye kulture, nyt mad, nyt tøj og nye måder at tænke på. Alt dette påvirker os til at se livet fra forskellige vinkler, til at være mere samfundskritiske, til at være åbne over for nye ting og til at være bedre mennesker. Bare vi overskrider den første og sidste barriere. Kigger indvandrere i øjnene. Går forbi i stedet får udenom og finder frem til det vi alle sammen godt vidste i forvejen. Det hele starter med dig selv.