Den rigtige Nova

Den rigtige NovaStjernene var så klare den aften at de næsten blindede Nova. Han lagde oppe på taget af hans hjem, et lejlighedkompleks som burde have været revet ned for længst. Tankerne havde længe sviret i hans hovede. "Hvorfor skulle jeg blive her?" spurgte han. "Jeg har intet hjem og mine forældre er alt for langt væk". Et stjerneskud fløj over himlen og Nova lyste op. "Jeg vil være ligesom det stjerneskud. Fri!" Der var fuldstændig stille og vinden holdt op med at blæse et øjeblik. Han kunne se det for sig. Han ville være klædt i hvidt, og undlade at bære sko, for han vil føle jorden under sig. Føle verden trække vejret. Nova satte sig op, og kiggede på sine gamle gummisko. Han rev dem af og flåede sin t-shirt i lange stykker. Han viklede dem om sine nøgne fødder og gik lidt rundt langt over Moskva's gader. Han løb ned af trappen, og smuttede ind imellem alle papkasserne hvor gadebørn lå og sov, og fandt frem til sin egen. Hurtigt greb han den hvide skindjakke som hans bedstemor Sasja havde givet ham til hans eneste fødselsdagsfest, og løb videre ned af trappen. Hans fødder ramte Moskva's iskolde gader. Han bemærkede slet ikke den iskolde luft som omslog hele Rusland. Det var som om han var en del af den vind. Dog gav hans knæ snart efter under ham. Til sidst var det kun andrenalinen der holdt ham oppe. Han var lige nået ud til bygrænsen da hans glæde pludselig holdt op. Hans ben gav efter og han lå der bare. Alt var pludselig hvidt. Han lå med hovedet ned i sneen. Efter lidt tid rejste han sig op og kiggede ud over det hvide landskab. Der var en lille klump buske som han besluttede skulle være der han sov i nat. Belastingen af hans knæ gjorde at han ikke kunne gå almindeligt. Men han bemærkede slet ikke tiden som det tog at komme derover. Han lagde sig bare ned og lukkede sine øjne. Alt var stadig hvidt. Da han vågnede kunne han ikke se forskel på himmel og jord. Der var snestorm og det peb og knaste i sneen. Nova vidste hvad vej han skulle. Alle andre steder end Moskva. Han indså at han burde have taget en anden med, men han kunne ikke komme i tanke om en. Han begyndte at gå. Sneen knaste og knækkede under ham som om den var utilfreds med at han gik på den. Nova tænke at hvis han gik lidt mere forsigtigt ville sneen ikke være så utilfreds. Tegnene var tydelige. Jorden kunne tale med én hvis bare man gav den tid og hvis man ville lytte. Sneen lagde sig som klitter på hans jakke og krop. Endnu var han så glad og tilfreds at han ikke mærkede det. Jakken var varm og hans ben havde hurtigt fundet sin plads igen. Snestormen stilnede af og Nova kunne se klart igen. Han var nået et godt stykke væk var Moskva da han nåede til en sigøjner-lejr. Han misundede deres levevis og havde altid tænkt på dem som alt andet end tyve og bedragere. Alligevel gik han udenom for vinden tog pludslig til og rev i ham. Da han skiftede retning stilnede det lige så roligt af. Han så nu hvorfor. Der var ingen tilbage. Lejren var blevet overfaldet af sneulve og de gik stadig restløst rund om lejren. "Hvorfor lige mig? Hvorfor er det mig der kan forstå dig jord?" tænkte han overrasket. Dog kunne han hurtigt se at de ville være en hjælp på hans rejse. Han vidste endnu ikke hvor han skulle hen men han vidste at han nok skulle klare den, til trods for Ruslands kolde farer. Landskabet blev pludslig brudt af en vej som førte tværs gennem sne-ørkenen. Den var som smeltet ud af sneen. Han hoppede ned i den brede fordybning som et eller andet tungt tilsyneladende havde lavet. Vinden gav ham et lille puf ned af vejen som fik Nova til at småløbe. Efter lang tids løben fik han øje på det som havde lavet vejen. Et kæmpe hjul med et lille førehus på. Han gik op på siden af det. Der var intet der trak den eller kørte den. En trappe blev foldet ud fra det lille førhus. Han gik med rystende ben op ad den end til han sad i førehuset. Det gav udsigt ud over hele landskabet men han fik ikke tid til at nyde det, for pludslig foldede trappen sig sammen og hjulet begyndte at køre. Den gled ubesværligt over isen og sneen brokkede sig ikke. Dog var Nova meget utilfreds. Hvis den skulle køre skulle han da nok sørge for det. Den skulle da ikke bare begynde at køre, men der var ikke rigtig noget at gøre ved det så han lænede sig bare tilbage i den tilsyneladende rokokko-inspirerede stol. Nova tænkte over det et øjeblik og så lagde han sig til at sove. Da han vågnede havde hjulet stoppet og vippet førehuset ned på jorden. Nova kunne stadig ikke finde ud af hvordan hjulet havde gjort det. Han kunne se en landsby i horisonten. Den havde store tårne med popler og kors. Jorden knagede under ham. "Gå udenom, Nova. Du er skabt til at være alene." Nova tænkte længe over det. Vinden skubbede til ham, men han lagde sig ned. "Blæs skyerne væk, Vind." Vinden gjorde som han sagde og Nova kunne nu se stjernehimlen igen.