De fatter fucking ikke hvad der skete. Det er et stykke tid siden, men jeg kan ikke glemme det. Alle detaljerne og al døden, det er som om det skete i går, men det er et år siden. Jeg fucking savner ham stadig. Det er der ingen der kan få mig til at glemme. Nu er jeg 16. Jeg kan stadig høre alle menneskerne der skriger. Børn og forældre der græder og beder til at han vil skåne dem, men han er syg. Så modbydelig syg i hovedet…
Det er varmt og solen skinner igennem teltets gule stof. Anders og jeg vågner med et set, da der bliver uro i de mange telte. Jeg kravler søvnig hen og lyner teltet op så man lige kan se ud. Jeg bliver blindet af solens skarpe morgenlys, men vender sig langsomt til det. Anders og jeg ligger mindst 70 meter fra strandkanten, men kan stadig ane lyden af en motor larme. Lyden bevæger stadig tættere på, da der pludselig bliver helt stille.
Det første jeg ser er en politimand og så død over det hele. Skrig larm og råb kan jeg også høre, men det eneste jeg tænker på er at flygte. Jeg prøve at kigge mig omkring, men mine øjne de er som stivnet til vandkanten. Jeg kan svømme, det kan Anders også, men FORHELVED HVOR ER ANDERS!? Mine ben stopper ikke, men beder til at Anders er i hælene. Han er har været min bedste ven og den eneste. Kun fucking 20 få meter fra vandet! 16, 11, 8, 4, 2...
Det er gratis at oprette en konto