Demokrati og valgsystemer

Demokrati & valgsystemer. AT uge 40.Navn: [NAVN A], 2x.Skole: Vordingborg gymnasium & HF.Fag: Samfundsfag A & Matematik B.Vejledere: Torben Lehn & Ole Skou.

Problemformulering: .

Hvordan sammensætter man bedst muligt et parlament der afspejler befolkningens holdninger?

Problemstillinger: .I. Hvilke mandatfordelingsmetoder kan der bruges til sammensætning af parlamenter, hvad går disse ud på og hvilke eventuelle fordele samt ulemper kan findes ved disse? II. Hvordan fordeles mandaterne på de forskellige partier i Danmark?III. Hvad er forskellen på den danske fordeling af mandater sammenlignet med den Engelske?IV. Hvordan ville det danske parlament se ud hvis vi havde flertalsvalg i enkeltmandskredse, og hvordan er disse resultater sammenlignet med de faktiske resultater?Materialer, metoder & teorier(diskussion): .I samfundsfaget er der her brugt den komparative metode, idet jeg har sammenlignet det engelske og det danske valgsystem for at finde ligheder og forskelle ved disse. I matematikfaget er der her brugt den matematiske modellering til at finde fordele og ulemper ved de forskellige metoder, samt udregne de forskellige metoders resultater ved valget i 1998. Af materialer er der i denne opgave brugt valgresultaterne i Danmark fra 1998, samt valgloven og grundlove for at kunne forstå det danske valgsystem, og dermed forstå hvilke love der er i forbindelse med dette. Jeg har benyttet mig af bogen ”Matematik og retfærdighed-mandatfordelingsproblemet”, da denne forklarer mandatfordelingen med en matematisk synsvinkel. PDF-filen ”Det danske valgsystem” er benyttet, da dette belyser hvordan vi i Danmark fordeler antallet af mandater på de forskellige partier, og generelt er meget oplysende om emnet. For at have lidt ekstra til dette, har jeg benyttet mig af matematiksider.dk, da der her er gode illustrationer på fordelingen af kredsmandater og tillægsmandater i Danmark. Til slut har jeg benyttet 2 artikler: 1) Artiklen fra Berlingske, kaldet ”Briterne står over for uretfærdighedens valg”, da denne viser det danske syn på de engelske valgmetoder, hvilket er relevant i forhold til mine problemstillinger. 2) Artiklen fra Politikken kaldet ”Lynguide til det britiske valg”, da denne er en god kilde til at forstå de engelske valgmetoder og fordelinger af mandater. Delkonklusioner: .I. Hvilke mandatfordelingsmetoder kan der bruges til sammensætning af parlamenter, og hvilke eventuelle fordele samt ulemper kan findes ved disse?Der kan bruges flere forskellige metoder, når man skal uddele de forskellige partiers antal af mandater set i forhold til deres stemmeantal. I denne opgave vil jeg kun fokusere på nogle få af disse metoder. Metoderne er kun interessante når der er tale om forholdstalsvalg, da der når der er flertalsvalg i enkeltmandskredse, ikke er behov for metoder, da det ganske simpelt her er den med flest stemmer der vinder. Den første metode er største brøks metode, der går ud på at kvotaen beregnes, og mandaterne uddeles efter denne, og hvis der derefter er mandater til overs, gives disse til de partier hvis kvota har den største brøk. Fordelen ved denne metode er at den respekterer kvotaen, og at den derfor afspejler vælgernes stemmer. En ulempe ved denne metode er at den kan føre til det fænomen, der kaldes ’Monotoniparadokset’, der går ud på at et parti er gået frem, mens andre partier er gået tilbage, men da de partier, der er gået tilbage har de højeste decimalbrøker, vil det være disse der får det ekstra mandat. En anden ulempe ved denne metode er at den kan føre til ’Alabamaparadokset’, der går ud på at mandatantallet i et land øges, kan et parti med det samme antal stemmer som ved sidste valg, tabe et mandat, ved at have fået en mindre decimalbrøk i deres kvota. Dette paradoks kan dog ikke forekomme i Danmark, da der i grundloven står at der ved det danske folketingsvalg altid skal være 175 mandater. En anden metode er d’Hondts metode, der fungerer sådan at partiernes stemmeantal divideres ved 1 , 2 , 3 , 4 , 5 osv., og de største 175 stemmeantal vinder mandaterne. En ulempe ved denne metode, er at den favoriserer de største partier, da partierne med de lavere stemmeantal hurtigere får reduceret deres stemmer end de store partier. En tredje metode er Sainte-Lagües metode, hvor partiets stemmeantal nu divideres med ulige tal 1 , 3 , 5 , 7 osv., og her er det igen de største 175 af disse tals partier der får mandaterne. Ved denne metode favoriseres de små partier, da divisorerne vokser hurtigere end ved d’Hondts metode og tallene dermed hurtigere bliver mindre. En sidste metode er Sainte-Lagües modificerede metode, der foregår på samme måde som den almindelige Sainte-Legüe metode, her er den eneste forskel at den første divisor der før var 1 nu skiftes ud med 1,4, så divisorerne således er 1,4 , 3 , 5 ,7… osv. Meningen med denne udskiftning er at det første mandat skal være ’dyrere’ for partierne.Af disse 4 metoder, er det altså Sainte-Lagües metode der er mest retfærdige over for vælgerne, mens det er Største-brøk metoden der er mest retfærdig over for partierne. (Der vil selvfølgelig i fremlæggelsen komme eksempler på metoderne og fænomenerne, samt udregninger på hvilke af disse der opfylder kvotaen mest). II. Hvordan fordeles mandaterne på de forskellige partier i Danmark? Danmark er inddelt i tre landsdele: Hovedstaden, Sjælland-Syddanmark og Midtjylland-Nordjylland. Disse er delt ind i storkredse, som efterfulgt er inddelt i opstillingskredse. Hvert 5. år, efter befolkningstallet er bestemt, udregnes fordelingen af de 135 kredsmandater på landsdele og storkredse. Dette gøres ved hjælp af største-brøk metoden. Dog er der love der skal overholdes, for eksempel at Bornholm skal have 2 kredsmandater, og har de ikke det, skal der gennemføres en ny beregning. Dette gøres for at sikre at de tyndt befolkede områder får den indflydelse der er retfærdigt. Samtidig skal de tæt befolkede områder heller ikke have større indflydelse end det er retfærdigt.Efter valget optælles partiernes stemmer i hver storkreds, og ved hjælp af d’Hondts metode uddeles kredsmandaterne til partierne. Når fordelingen af kredsmandater er udregnet, beregnes det hvor mange mandater partierne på landsplan er berettigede til. Hvis man herefter finder forskellen mellem det samlede antal mandater, som hvert parti er berettiget til, og det antal kredsmandater som det har opnået i samtlige storkredse, findes partiets tillægsmandater. Når vi ved hvor mange tillægsmandater hvert parti er berettiget til på landsbasis, kan vi fordele disse på landsdele ved at benytte os af Sainte-Lagües metode. Herefter kan vi fordele tillægsmandaterne på storkredsene ved anvendelsen af divisorerne 1 – 4 – 7 – 10 osv. Til sidst deles mandaterne ud på personer. Hermed kan vi konkludere at det danske valgsystem er meget kompliceret, og at der benyttes mange forskellige metoder. III. Hvad er forskellen på den danske fordeling af mandater sammenlignet med den Engelske? Ser man på den Engelske fordeling af mandater med danske øjne, kan denne fordeling umiddelbart virke uretfærdigt, da England benytter sig af helt andre metoder end Danmark. Dette kan vi også se i artiklen med navnet ”Briterne står over for uretfærdighedens valg”, hvor en dansk journalist kommenterer på den engelske valgmetode som værende uretfærdig. En af de helt store forskelle på det engelske politiske system og det danske politiske system, er at vi i Danmark har forholdstalsvalg, mens de i England har flertalsvalg i enkeltmandskredse. Valgsystemet i England forløber således, at der stemmes i 650 valgkredse, og at hver valgkreds, efter der er stemt, har en kandidat, der er den politikker der får flest stemmer. Systemet fungerer ikke sådan at procentdelen af antal stemmer oversættes direkte til mandater, og derfor favoriserer dette system de store partier som Labour og de Konservative. For at vinde det engelske valg, skal man have et formelt flertal på 326 mandater, dog er der eksempler på at 316 er nok. At det engelske system i højere grad favoriserer de store partier, har ført til at nogle englændere vil af med deres system. Nogle englændere mener at da systemet blev skabt, var det et tispunkt hvor det passede bedre, da det dengang var de to store partier der fik næsten alle stemmer. Nu hvor der er flere partier i spil, mener lige under halvdelen af englænderne derfor at det skal ændres. Tilbage i 2011 havde de en afstemning til dette spørgsmål, men her var 62 procent imod det. Diskussionen blussede dog op inden valget i 2015, men der blev ikke her lavet en afstemning, og det blev dermed ikke lavet om.Derfor kan vi konkludere at der er stor forskel på det danske og det engelske valgsystem, og at England altså ikke benytter sig af nogle af de metoder der benyttes i Danmark. IV. Hvordan ville det danske parlament se ud hvis vi havde flertalsvalg i enkeltmandskredse, og hvordan er disse resultater sammenlignet med de faktiske resultater? Det danske parlament ville i 2015 se helt anderledes ud end det gør i dag, hvis vi benyttede flertalsvalg i enkeltmandskredse. Hvis vi havde flertalsvalg i enkeltmandskredse i Danmark, ville det være socialdemokraterne der vandt valget stort, da dette er det største parti i Danmark på nuværende tidspunkt. Socialdemokraterne ville efter folketingsvalget i 2015 have 66% af mandaterne på trods af at de kun reelt fik 26,3% af stemmerne, mens Dansk Folkeparti, der ved folketingsvalget i 2015 fik 21,1% af stemmerne ville have fået 19% af mandaterne ved flertalsvalg i enkeltmandskredse. Venstre, der ved folketingsvalget i 2015 fik 19.5% af stemmerne, ville ved flertalsvalg i enkeltmandskredse have fået 13% af mandaterne. Med de danske mandatfordelinger fik socialdemokraterne kun 26% af mandaterne, hvilket adskiller sig meget fra de 66% de ville have fået, hvis vi i Danmark havde benyttet sig af flertalsvalg i enkeltmandskredse. Omvendt passer antallet af mandater til Dansk Folkeparti ved flertalsvalg i enkeltmandskredse med antallet af mandater til dem ved den danske mandatfordeling, da Dansk Folkeparti ved flertalsvalg i enkeltmandskredse ville have fået 19% af mandaterne, mens de reelt ved valget i 2015 fik 20.6% af mandaterne. Venstre vinder dog ved at vi i Danmark har forholdstalsvalg, da de ved valget 2015 fik 19.4% af mandaterne, mens de hvis der havde været flertalsvalg i enkeltmandskredse kun ville have fået 13% af mandaterne.Dermed kan vi nu konkludere at de store partier vinder ved flertalsvalg i enkeltmandskredse, mens de mellemstore og lidt mindre partier vinder ved forholdstalsvalg.