Romanen Nordkraft, skrevet af Jakob Ejersbo, handler om 3 unge mennesker, som sidder fast i det beskidte pusher- og misbrugermiljø. De tre personer, Maria, Allan og Steso har hver deres forfærdelige fortid som de prøver at flygte fra, men deres fortid og miljø forhindrer dem i at komme videre og ud af problemerne. Maria, Allan og Steso kender ikke hinanden, men ejer hver sin del af bogen, som er delt op i tre dele. Hver sin del, hver sin historie.
Derfor er kompositionen også anderledes end langt de fleste andre romaner, som jo ofte er én flydende historie. Alle tre dele starter in media res.
Bogen er opbygget således, at det er tre små romaner samlet i én bog, men når man dykker ned i romanen er der alligevel en sammenhæng mellem de tre fortællinger. F.eks. Dukker nogle personer fra en forrige fortælling op i næste fortælling. "Hossein ville overhovedet ikke med: "hvis du er død, så du er død. Det ikke hjælpe, du sidder i kirken" sagde han til Maria." (s. 332, linje 5) Her ser vi at både Hossein og Maria, fra første del af bogen "Junkiehunde" dukker op i trejde del af bogen, Begravelsen. Første del af Nordkraft, ’Junkiehunde’ er opbygget således, at den har en indledning, en handling og en afslutning. Den er delt op i en masse små afsnit, hvor hvert afsnit har sin spændende overskrift såsom "Homofobiske bæskubbere" (s. 56, linje 23). Det har den betydning, at den er nemmere at læse og læseren får et bedre overblik. Titlerne får os til at blive nysgerige, efter hvad der mon sker i næste afsnit.Anden del af Nordkraft, ’Broen’ er opbygget flydende, idet at der er ingen kapitler. Forfatteren gør brug af kursiv, ved at kursivstykkerne er flashbacks, så man skifter mellem hovedpersonens nutid og fortid. Det har den virkning at man efterhånden, som man læser mere af fortiden, forstår ham og hans handlinger mere og mere gennem historien. Trejde del af bogen, ’Begravelsen’ er opbygget med mange flashbacks, som gør man får et indtryk af Steso som menneske. Der er ingen kapitler, blot afsnit. Fortællertypen i Nordkraft, skifter mellem anden og trejde del. Første og anden del ligner meget hinanden. Første del ’Junkiehunde’ er skrevet i jeg-fortæller. Det gør at man føler man er med og mærker de ting på ens egen krop, som bliver gjort på Maria's. Man hører hendes tanker og forstår dermed hendes handlinger og væremåde. Anden del, ’Broen’ er også skrevet i jeg-fortæller, det gør igen at man lever sig ind i vores hovedpersons liv og får os til, ikke at dømme ham, som hans omverden gør. Som læser, får vi alle hans tanker og indtryk at vide.Trejde del, ’Begravelsen’ har en altvidende fortæller, men det er en personalfotæller med Tildes synsvinkel f.eks. ""Nå, okay -så går jeg derop", siger Tilde til sig selv..." (s. 343, linje 17) og "Lars håber for Bertrand, at han ikke finder dem... tænker Lars" (s. 386, linje 32). Her ser vi at synsvinklen ændrer sig fra Tilde til Lars, dette sker nogle gange gennem 'Begravelsen'. I forhold til første og anden del, som er jeg-fortællere, skifter denne del til personalfortæller. Dette gør at de virker mere voksne og ser tingene fra et andet perspektiv i sidste del af bogen.
Det er gratis at oprette en konto