Induktionsstrøm kan frembringes ved at bevæge en stangmagnet op og ned i en spole. Derved bevæger strømmen i spolen sig frem og tilbage i ledningerne. Denne type strøm, hvor strømmen løber frem og tilbage, kaldes vekselstrøm. Jævnstrøm løber altid kun en vej. Det viste sig, at jo flere vindinger spolen havde, desto mere strøm (og højere spænding) kunne man producere. Man fandt også ud af, at jo hurtigere magneten bevæger sig, desto mere strøm blev der produceret. Og jo kraftigere en magnet, man brugte, desto mere strøm kunne man producere. Det er lettere, hvis magneten drejer rundt Med meget enkle midler er man dermed i stand til at producere store mængder strøm. Rent praktisk er det meget besværligt at få en stangmagnet til at bevæge sig op og ned. I stedet lader man magneten dreje rundt, så magnetens nord- og sydpol skiftevis er tættest på spolen. Induktionsstrømmen opstår, fordi magnetens magnetfelt påvirker elektronerne i ledningerne. Elektronerne er i sig selv en slags små magneter, der i metaller har mulighed for at bevæge sig og dermed skabe en strøm.
Faradays forsøg.
Frembringelse af elektricitet ved hjælpe af magnetisme kaldes induktion.
På den ene side af jernkernen anbringes en spole (primærspolen), der forbindes til en strømkilde via en kontakt, således at man kan tænde og slukke. På den anden side af jernkernen anbringes en anden spole (sekundærspolen), der tilsluttes et galvanometer. Primær-kredsløbet, som indeholder strømkilden og den primære spole. Sekundær-kredsløbet, som indeholder den sekundære spole og galvanometer. Når strømmen sluttes til primær kredsløbet, kommer der et kortvarigt udslag på galvanometeret, men et øjeblik efter vil viseren falde til ro igen. Afbryder man strømmen til primær kredsløbet, vil der igen komme et kortvarigt udslag på galvanometeret, men denne gang til modsatte side. Strømmen i sekundær kredsløbet opstod, da primærspolen frembragte et magnetfelt.
Det er gratis at oprette en konto