Sacha

29 - 8 – 1996 blev min søster født, Sasha. Jeg selv blev født D. 6 – 7 – 1998. Jeg husker tydeligt dengang jeg var dødelig, men nu sidder jeg her oppe med min far og holder øje med alle de uskyldige sjæle. Selvom det er ved at være 20 år siden husker jeg stadig historien klart. Mig, min søster og min far boede langt ude i ”intetheden” og levede vores liv med intet andet end marker og skov. Fortabt i sine egne drømme sad Sacha hver aften på kanten af klippen og kiggede udover det øde landområde, langt ude i intetheden, og spekulere bare på hvad den næste dag bringer. Selvom om det eneste hun havde, var en mig og vores far, så det alligevel udefra ud som om hun skøjtede hen over livet som var det det nemmeste i verden, selvom hun boede langt væk fra alt og alle virkede hun alligevel meget taknemlig. Men bag facaden lå der en sjæl som var ved at blive kvalt i sin længsel efter… en form for frihed? Tomheden i hendes blod gik hende på, men hvad kunne hun gøre? Det tætteste hun kom på et ”normalt liv” var de historier vores far fortalte hende da hun var lille. Hun arbejdede 10 timer om dagen på vores gård, hvor hun hver eneste dag sled alle sinekræfter væk. Når hun var færdig med arbejdet på gården vandrede hun ud i intetheden, fandt et sted og sidde og dagdrøm sig langt væk fra alt omkring hende. Hun drømte om hvordan et liv inde i storbyen måtte være, helt fantastisk! - tænkte hun. Et liv som en rigtig Teenager fra byen, ha’ en kæreste, gå lange ture uden formål med sin store trup af venner, gå i skole kalde læren grimme ting, imens man udstråler en utrolig ligegyldighed overfor skole. Når hun trådte ind i forgangen til selve huset smækkede hun altid et kæmpe smil på, ikke fordi hun var glad, men for at gøre mig og vores far glad, det var altid en tilfredsstilende følelse for hende og se os glade. Der ventede hende altid en opvask og noget mad der skulle laves når hun kom hjem. Sådan havde det været lige siden hun var 11 år, det er em og væk 6 år hun har kørt i den absolutte samme bane, dag ind og dag ud hun gjort præcis de samme ting. Lige indtil en torsdag aften hun bedrog sig ud til den klippe hun sad på hver aften før hun gik i seng, men denne dag var der noget som brød den sædvanlige bane i daglig dagen, der lå noget i græsset, hun samlede det op, det var et kort. Men ikke et skattekort eller et kort til den nærmeste købmand, det var vejen til et bus stoppe sted som lå 45 kilometer væk, det var hendes billet til frihed og ”et normalt liv” ! Hun stak det i lommen og fik en mærkelig følelse i maven, da hun nu vidste at der var en udvej fra intetheden, hun gik ind