6. Hvis jeg skal være helt ærlig

6 Hvis jeg skal være helt ærlig Lige nu løber jeg. Og når jeg løber, går det hurtigt. Jeg kan ikke rigtig huske, hvornår jeg løb for første gang. Eller jo, det kan jeg egentlig godt. Altså jeg kan huske første gang jeg virkelig løb og kunne mærke suset fra top til tå. Det var i tredje klasse og solen skinnede på en helt speciel måde; som om den kunne fornemme, at noget særligt skulle til at ske. Det var mig og MadsMorten, der skulle løbe om kap, som drenge nu gjorde dengang. Der var ikke rigtig nogen, der troede på, at jeg var hurtigst, fordi jeg var lille og tynd i modsætning til Mads-Morten, som var bredskuldret og høj. Men jeg løb rigtig hurtigt, for det gør jeg jo. Og som tilfældet skulle have det, kom Mads-Morten’s onkel cyklende; og det var tilfældigvis sådan at Mads-Morten’s onkel var træner i en løbeklub. Så kom Mads-Morten’s onkel over til mig og sagde, at han ville have mig på sit hold, selvom jeg var spinkel og lille. Mads-Morten var målløs, men jeg var glad. Så begyndte jeg, at løbe hver eneste uge, som blev til hver eneste dag. Og jeg vandt både guld og sølv men mest guld, fordi jeg var så god. Men egentlig har jeg løbet i mange år, og jeg har sådan set også løbet fra mange. Jeg har løbet fra naboens hund og naboen selv. Jeg har også løbet fra min mormor og næsten alle andre i min familie. Der var også den ene gang, jeg løb fra bondemanden ude i Fangel. Og så løb jeg fra pedellen, da han så mig tegne på skolens væg. Min mor syntes, at han var en “primitiv nar, som skulle tage og lære noget om kunst og udtryk.” Jeg ved ikke hvor kunstnerisk to cirkler og en a?ang tyk streg er, men det er en anden sag, som ikke skal tages op lige nu. For lige nu løber jeg og sådan nogle ting skal man ikke tænke på, når man løber. Sådan nogle ting skal man faktisk undgå at tænke på i det hele taget - det siger Alma Pedersen i hvert fald. Det gør ondt i mit ben nu. Når jeg kigger ned, kan jeg se, at der er blod hele vejen ned af mit venstre ben. Det ser voldsomt ud, men det er det nok slet ikke. På et eller andet tidspunkt mistede jeg Tjick. Det er vist nok fyrre minutter siden, strisserne kom kørende ude af det blå, og han sprang ned i buskene. Det var vel meget mørkt, for jeg løb bare afsted uden at blive stoppet, og nu er jeg havnet her. Jeg ved ikke rigtig hvor “her” er, men der er nogle mennesker, som går rundt og, et par af dem har deres hund med. For helvede hvor gør det ondt i mit ben nu. Det er godt, at der er en bænk ovre ved træet, som jeg kan sidde på. Jeg tænker på Tjick. Jeg håber, at han slap afsted. Han er ret genial, så mon ikke han allerede sidder i et tog på vej væk og griner af os andre. Hvem ved? Det gør jeg i hvert fald ikke. Det der er med Tjick er, at han var i Krig i 1950’erne eller deromkring, så han er altså en gammel gut. Han kæmpede på amerikanernes side mod sin vilje. Det var lige efter, at han havde fået statsborgerskab i Amerika, som han senere fortrød. Han var rejst dertil i håb om at leve den amerikanske drøm, som alle snakkede om dengang. Det gjorde drengene i Rumænien i hvert fald. Det var det eneste, de snakkede om - det siger Tjick altid. Men han drog altså i Krig et eller andet sted i Asien og endte op med at være fange hos nogle sure asiater, som amputerede hans ene ben. Siden da har han ikke været bange for noget. Han smiler aldrig. “Jeg vil smile, når jeg er fri” siger han altid. Jeg forstår ham godt, for B-fjorten er ikke det fedeste sted i verdenen, men alligevel kan jeg godt få et smil frem engang imellem. Nu er han sådan en, som vågner midt om