Irland har i de seneste 1000 år været præget af krig, død, ødelæggelse, fattigdom og sult, hvilket har sat sine spor. Irland blev d. 17 marts år 430 kristnede af skytshelgen St. Patrick. The Shamrock (tre-bladet kløver) symboliserer den hellige treenighed (Faderen, Sønnen og Helligånden).
Middelalderen i Irland regnes for at være begyndt, da vikingerne begyndte at foretage plyndringstogter mod øen. Det første angreb der fandt sted var i år 795. De tidlige angreb markerede afslutningen på en gylden tidsalder med rigdom og kulturelt herredømme. Dette var begyndelsen på en tid præget af afbrudte krige og gentagne bølger af plyndringer af klostre og byer, foretaget af vikinger. Efter mange blodige kampe, blev Irlands hovedstad Dublin grundlagt af vikingerne i år 841. Dog nåede vikingerne aldrig at få fuld kontrol over Irland, men støttede og bekrigede skiftevis forskellige lokale konger og høvdinger.
I år 1169 koloniserede englænderne sig i Irland, ved bosættelser under den normanniske invasion. De engelske monarker førte en politik, som havde til hensigt at gøre den kulturelle kløft mellem englændere og irere så stor som muligt. Da englænderne gik over fra katolicismen til protestantismen i 1500-tallet, voksede modsætningerne. Irerne gjorde oprør, men oprøret blev hurtigt slået ned, og England befæstede sin magt. Ved midten af 1600-tallet kontrollerede England hele øen. England blev i år 1534 protestantisk, da den engelske kongemagt efter Reformationen, indførte den anglikanske kirke med fuldt udbyggede institutioner, der blev bevaret frem til 1833. Til trods for, at protestantiske englændere og skotter i begyndelsen af 1600-tallet var blevet tildelt irsk jord af den britiske monark, og jordens oprindelige, katolske ejere var blevet fordrevet, forblev ca. to tredjedel af øen landbrugsareal på katolske hænder. I begyndelsen af 1700-tallet indstiftede englænderne de såkaldte straffelove, der forbød katolikker at købe eller arve jord og gjorde det umuligt at forpagte jord på rimelige vilkår. Resultatet var, at kun 7% af Irlands jord i 1778, var ejet af katolikker. Lidt efter lidt gøres straffelovene mere rimelige, og katolikkerne fik stemmeret. Men parlamentet forblev lukket for irere, hvilket fik den nationalistiske bevægelse United Irishmen til at gøre oprør i 1798, inspireret af den franske revolution ni år før. Efter et mislykket forsøg på at landsætte franske soldater til støtte for oprørerne gav disse op, og Irland blev formelt forenet med Storbritannien i 1801. Det blev ved samme lejlighed muligt for irere at opstille til det britiske parlament. Liberale britiske regeringer, forsøgte fra anden halvdel af 1800-tallet at komme de irske nationalister lidt i møde ved at foreslå selvstyre, altså det såkaldte home-rule. Det mødte stærk modstand fra det protestantiske mindretal i Irland, men i 1914 besluttede det britiske parlament alligevel, at der skulle indføres selvstyre. Reformen trak dog ud, og da Første Verdenskrig samme år brød ud, blev selvstyret udskudt på ubestemt tid. Midt under krigen, d. 24. aprilanden påskedag 1916, besatte irske nationalister vigtige bygninger i Dublin og udråbte Irland til en selvstændig republik. Det lykkedes rebellerne, under ledelse af blandt andre James Connolly og digteren Padraic Pearse, at holde stand mod den britiske overmagt i en uge, men oprøret blev slået ned og lederne henrettet. Oprøret sluttede d. 30 April 1916.Det mislykkede oprør fik en utrolig stærk symbolsk betydning og stor indflydelse på folkeopinionen i årene efter. Derved oprettede de irske medlemmer af det britiske parlament i 1919 deres eget parlament i Irland og udråbte landet til uafhængig republik. Det nye parlament valgte Eamon de Valera til præsident. Han var den eneste af lederne fra påskeopstanden, der ikke var blevet henrettet. Det irske parlament blev straks forbudt fra britisk side, og medlemmerne måtte derfor mødes i al hemmelighed. Samtidig rettede Den Irske Republikanske Hær, IRA, vold og terrorangreb mod politi og øvrighedspersoner.
Det er gratis at oprette en konto