Da jeg gik en tur ved Nyhavn her den anden dag, irriterede det mig, da en flok japanere pludselig stoppede op, og hev deres selfiestang frem midt på broen lige foran mig. Efterhånden er jeg vant til de mange asiatere med deres selfiestænger på steder som Nyhavn og Langelinje. Men denne gang fik det mig til at tænke over noget: Hvordan kan det være, at min generation er så glade for at tage billeder af sig selv, disse billeder som er så kendetegnende for min generation? Jeg tager ikke selv mange selfies, men det er umuligt at komme uden om dem, specielt i den alder jeg er i. Jeg ved ikke, hvad der gør, at det er blevet så populært at tage billeder af sig selv, om det er for at udtrykke sig eller for at vise de bedste sider af sig selv til andre. Det kunne også bare være for at gemme nogle minder, man synes er vigtige. Jeg ved ikke, hvorfor så mange er så glade for det, jeg er nemlig ikke selv så glad for det.
Jeg stiftede første gang bekendtskab med det nye ord, da jeg hørte historien om den danske statsminister Helle Thorning Schmidt, som havde taget en selfie mellem Barack Obama og David Cameron. Dengang kendte jeg ikke rigtigt til ordet, og det var jeg ikke alene om, jeg hørte ikke rigtigt nogen sige ordet, jeg var heller ikke helt sikker på, hvad ordet betød. For mig var det noget, som kun de børn, som var næsten voksne, vidste hvad var. Nu er det unormalt ikke, at vide hvad det er. Det er meget sjældent, at jeg møder et menneske, som ikke har prøvet at tage en selfie. Det eneste menneske jeg kender, som nok ikke ville vide, hvad en selfie var, hvis jeg spurgte, det er min oldemor, som stadig har den gamle stationære telefon stående på det lille bord ved siden af klaveret.
Det er gratis at oprette en konto