Bogen handler om en pige ved navn Gertrud. Gertrud går i en helt normal folkeskole. En dag får de en ny dreng i klassen. Drengen hedder Hasnain, og bor til dagligt på asylcenter. Hele klassen skal en dag ud at cykle på mountainbikes. Det blæser og regner, men det rører dem ikke spor. Gertrud vælter på cykel og får en flænge ved øjenbrynet. Da de kommer tilbage lægger hun sig ned, og forholder sig roligt. Et godt stykke inde i bogen, forelsker Hasnain og Gertrud sig. De bliver kærester, og her begynder problematikken i bogen. Gertruds familie er ikke meget for, at hun har fundet sig en “perker” som kæreste. Hasnain begynder at snakke om, at systemet vil få Hasnain og hans familie tilbage til Irak (deres gamle hjemland). Gertrud bryder ikke om ideen. Hun fortæller, at hende og Hasnain kan gemme sig i hendes fars gamle kolonihave. Midlertidig bor Gertrud hos sin morfar. Det gør hun fordi at hun nægter at bo hos sin mor, og hendes nye kæreste, Dan. Gertrud bryder sig ikke om Dan, og vælger derfor at bo hos sin morfar. Da hun har pakket sine ting, og er klar til at “gemme sig” sammen med Hasnain, siger han at der er problemer, og at de derfor ikke kan tage afsted. Hasnains far har myrdet sig selv og hans to døtre Selma og Ayse. Efter nogle dage hvor kæresteparret ikke har haft kontakt, møder Gertrud to drenge som Hasnain plejede at spille fodbold med. De fortalte at han ikke ville spise noget, og at han bare lå hjemme i sin seng. I skolen dagen efter, er alle mødt i skole undtagen Hasnain. Jo (en af Gertruds veninder) fortæller at Hasnain og hans familie har fået Humanitær. Gertrud havde ikke lyst til at være i skole længere. Da hun kommer hjem, beder hun til gud om at Hasnain bare ville sende en lille bitte besked til hende. Hun er synderknust, og han svarer ikke overhovedet. Hun slutter historien med at sige “min sjæl havde antaget ørkenens farve.”
Det er gratis at oprette en konto