Novelleanalyse af Martha Christensens 'Kaninen'

Kaninen er en novelle, der er skrevet af Martha Christensen i 1970. Novellen handler om en 13-årig dreng, som mister sin kanin. Novellen starter in medias res med, at moren siger, at hun vidste, han ville reagere som et barn. Drengen havde haft en masse dyr. Hver gang de døde, reagerede han, som et hvert barn ville gøre. Han blev ked af det og græd, og hans mor skulle trøste ham. Drengen sagde til sine forældre, efter at de havde diskuteret, at han ville gå lidt ud. Han gik ud i haven, og sat sig under et træ. Han fik et flashback fra dengang, han skulle rejse til Italien i to uger, og efterlod sin kanin hos Torben, som han ikke stolede på. Torben blev betalt for at passe kanin i de, to uger. Da drengen tog afsted til Italien, begyndte han stille og roligt at glemme kaninen. Hans forældre tog ham med ud. De begyndte at behandle ham voksent. Han fik lov til at drikke vin med dem. Han var begejstret over, at de behandlede ham voksent. Han var ikke vant til det. Da han kom hjem, havde kaninen det fint. Drengen bad om tilgivelse, fordi at han havde glemt kaninen. Efter et par dage blev kaninen syg og døde et par dage efter. Drengen ville prøve at opføre sig modent, men det var svært.