Dingelingeling. Generalen gik med hastige skridt ind i sovesalen og råbte ”Så er det op!”. Jeg havde knap nok lukket et øje hele natten. Han havde en kæmpe stor klokke i hånden, som han gik og dinglede med. Han vækkede os hver morgen, på samme måde og på samme tidspunkt. Jeg var ved at være godt træt af det. Vi blev vækket hver morgen klokken 05:00 og så havde vi 5 minutter til at komme op og få arbejdstøj på, før der var morgenmad. Jeg satte mig langsomt op i sengen og kiggede ud på alle de andre. Jeg kunne se det opgivende blik i deres øjne. Jeg fik taget mig sammen og fik min kedeldragt på og gik ud og satte mig ved de gamle slidte morgenmadsborde. Folk sad som sædvanlig bare og kiggede trist ned i bordet. Vi fik serveret noget der lignede en tør havregrød med en form for gelé, men det var jeg sikker på, at det ikke var. Lyset blev slukket og nyhederne blev sat på den store tv-skærm. Det samme uhyggelige ansigt dukkede op på skærmen hver evig eneste morgen. Det var Fidel Castro. Han fortalte altid nyhederne om morgenen, selvom halvdelen af det han sagde vidste jeg udemærket godt var en stor fed løgn. Men det kunne jeg selvfølgelig ikke udtale mig om, altså medmindre jeg ville smides i Kenta hullet.
Det er gratis at oprette en konto