Vi befinder os i Berlin i året 1963, hvor at John Fitzgerald Kennedy (Præsident af USA) taler til 150.000 tyske folk, omkring at de skal stå sammen, og de skal vide at de har venner på den anden side af atlanten.
Alt dette forklarer han igennem et let engelsk sprog, da han er klar over at ikke alle tyskere, taler så godt engelsk, men har formår ved hjælp af sit sprog at gejle publikummet op, og man kan mærke at han er en velset man i Vestberlin, da publikum hujer og jubler, så snart han nævner noget om Berlin, eller han siger ordene: “Ich bin eine Berliner”, hvilket er det vi kalder Triade, som er et retorisk virkemiddel, som mange store talere bruger, fx. Martin Luther's “I have a dream”
Kennedy ved godt at det er et kriseramt Vestberlin han taler til, men han ved også at der er et Vestberlin som står på den amerikanske side af den kolde krig mellem USA og Sovjetunionen som stod på den anden side af grænsen og pressede de vestlige borgere til at passe på.
Denne tale opblødte også den spænding der var mellem USA og Sovjet, hvor at der ellers var 500 amerikanske soldater på Checkpoint Charlie, som er grænsen mellem Øst og Vest, hvor der hele tiden holdte tanks på hver side af grænsen med 20 meters mellemrum, og var skarpladte og klar til at skyde på fjenden, hvis der skulle udbryde en ny krig, som nok ville ende ud i at blive den tredje verdenskrig, og dermed også den tredje verdenskrig som Tyskland ville være omdrejningspunktet omkring.
Det er gratis at oprette en konto