Glade Juhl, dejlige Juhl, engle daler....

Denne nat var foruroligende mørk. Som om stjernerne var blevet flået ned fra himlen, og i stedet erstattet med blå, blinkende lys, som intet andet formål tjente end at advare omkring aftenens affære, som ville udspille sig, så snart en uforkastelig besluting var truffet. Lige inden det hvide skær ramte og efterlod ham i sin evige søvn, vågnede han. Han var døsig. Rundt om sig kunne han ane stemmer. Men det var fjernt. Små ubetydelige lyde trængte sig igennem til hans underbevidsthed. Hans fingerspidser begyndte langsomt at kæmpe sig tilbage til førligheden samt resten af den slidte krop. Efter hvert minut, som banede sig vej, blev enkelte kropsdele mere og mere modtagelige for diverse kommandoer. Hans øjne var som klistret sammen med superlim, et tykt lag holdt hvert øjenlåg klemt sammen til det yderste. Men jo større indsats han ydede, jo hurtigere begyndte de at åbne sig. Det kraftige lys ramte ham med et slag. Han prøvede at rette sig op, men af en mystisk grund blev han holdt nede. Hans øjne søgte ivrigt efter grunden, og landede på hans hånd. Den var spændt fast til sengen med et stål håndjern, som glimtede, når det skarpe lys reflekterede i det. Rundt om ham stod en flok mennesker og talte, men ingen af dem viste tegn på at opdage, at han nu var vågen. Han havde ingen ide om, hvorfor han befandt sig her, mellem mennesker, som alle bar hvide kitler. Ud af mængden trådte en mand, der ikke bar kittel. Mandens blå jakke så ud til at veje mindst fem kilo. Den gule skrift, som flere steder var placeret rundt om på jakken, stod i skærende kontrast til det mørkeblå. Manden gik med langsomme skridt, som om han havde alverdens tid. Han stillede sig ved siden af ham, den sengeliggende, og kiggede på ham med et stift blik. “Nå”, sagde manden med den store tunge frakke, og trak en stol hen. “Mit navn er Jensen, men det havde du nok allerede regnet ud”, han refererede til det lille skilt som hang på hans store jakke. Han sad med sin lille blok i hånden, og var klar til kradse ned. “Kan De huske dit eget navn Hr.?” Manden fra sengen kiggede undrende og nikkede stille. “Jeg vil gerne bede dig sige det højt”, pressede Jensen i et let toneleje. Han satte sig bedre tilrette i sengen. Han åbnede munden, men intet andet end luft kom ud i første forsøg. Han spidsede læberne og prøvede igen. “Juhl”, hviskede han. Jensen nikkede anerkendende. “Juhl”, gentog han og smagte lidt på navnet. Det passede egentligt ret godt. Den ene af Jensens mundvige trak lidt på sig. “Okay, hvad så med din alder Hr., kan De huske den?” Jensen kiggede spørgende på ham. Hr. Juhls ansigtsudtryk ændrede sig fra undrende til mistroisk. Hvorfor skulle han dog ikke kunne huske det? 45 år plejer normalt at være nemt at huske, dels fordi det rullede godt på tungen, men også fordi, at det var endnu et tegn på den ubehagelige alderdom, som ingen kunne flygte fra. Han kiggede igen ned på hans lænkede hånd. “Sig mig, hvad skal alle de spørgsmål til for?” Jensens øjne flakkede, idet Hr. Juhl spurgte. Som om noget pludselig faldt på plads for ham. Hans øjne vred sig ned på papiret, hvor han