Prostitution er et følsomt emne at diskutere, på trods af, at der oftest ingen følelser involveret er. Det er på sin vis et tabubelagt emne, på trods af, at folk ikke umiddelbart holder sig tilbage med at diskutere det offentligt og uformelt. Men hvor ofte hører man børn, ægtefæller eller forældre sige ”Min mor/kone/datter er prostitueret”? Næppe ofte, hvis nogensinde. Der er mange problemstillinger og meget tvivl angående legal prostitution, og prostitution i det hele taget. Hvorfor bliver nogle prostitueret, hvad er intentionen? Hvordan får man en dagligdag til at fungere som prostitueret? Skal prostitution være et anerkendt erhverv, eller skal det ulovliggøres? Hvis prostitution ulovliggøres, hvordan vil det så påvirke miljøet? De prostituereredes praktiske og kvalitative forhold er umiddelbart hovedemnerne der debatteres. Politikere har holdninger omkring emnet og bruger dem ofte som belæg for deres argumenter. Men husker de at spørge de prostituerede selv, hvad de synes?
Özlem Cekic, daværende socialordfører fra Socialistisk Folkeparti, er imod legal prostitution og bliver stillet spørgsmålet: ”Gør man netop ikke de prostituerede til ofre, når man går ind og blander sig i deres liv?” på baggrund af, at en del af de prostituerede kvinder føler sig tilpas i erhvervet. Cekic svarer: ”Nej, det synes jeg ikke”… Cekic gør her brug af sin egen værdimæssige holdning til emnet uden umiddelbart at have en aktuel begrundelse for et påbud baseret på dem, som forbuddet faktisk vil påvirke. Hvis man forbyder prostitution, så forstyrrer man netop de prostituerede som ønsker at fortsætte erhvervet ved at forbyde deres formentlig primære indkomst aktivitet. Er dette ikke at gøre de ”lykkelige ludere” til ofre?
Det er gratis at oprette en konto