Grundet Englands eksportreguleringer, bredte den industrielle revolution sig først i ca. midten af 1800-tallet til fastlandet. Man kaldte dette for den anden industrielle revolution. Her var USA og Tyskland, Englands største konkurrenter.
Det Tyskland vi kender i dag bestod indtil 1871 af en række små stater. Preussen tog i 1834 initiativet til at skabe et tæt økonomisk og handelssamarbejde mellem de små stater. Denne ”toldunion” førte til store forbedringer i infrastrukturen mellem landene. Et vidtrækkende jernbanesystem muliggjorde vareudveksling og migration, samt øgede international handel og produktion.
Høj beskatningen af importerede vare, statsstøtte til industrien, nye velfærdsreformer samt højere satsning på uddannelse, var alt sammen med til at konsolidere Tysklands stand blandt de andre industrinationer.
Da banker oftest var repræsenteret i virksomhedsbestyrelse var der i højere grad en villighed fra deres side af, til at yde lån til nye projekter. Derudover gik mange virksomheder sammen og skabte virksomhedskarteller. De var med til at uniformere produktionen og prisdannelsen. Dette var ulovligt i de fleste andre lande da det hindrede det fri marked. Dog fik disse ”aktiviteter” i Tyskland støtte fra staten.
Tyskland blev i perioden 1870- 1890 til en af de ledende nationer indenfor udvikling af teknologier. Samtidigt steg metal produktion også voldsomt.
Det er gratis at oprette en konto