Flygtningevandring på E45

________________________________________________________________________________

Jeg er på vej til Tyskland med min familie. Lidt nord for Padborg rammer vi ind i en kø på motorvejen. I det modsatte spor er der ingen trafik, men til gengæld er der en masse flygtninge og en del politi tilstede. Til at starte med triller vi lige så stille, men efter et par kilometer holder vi bumstille. Hverken min familie eller jeg siger noget. Vi sidder alle klistret til vinduerne for at se hvad der sker. Noget af det første jeg får øje på, er en mor med hendes lille søn. Jeg vil skyde på, at han kun er omkring 2 år gammel. Han græder, så hans mor løfter ham op for at trøste ham. Der går en masse tanker gennem mit hoved; Hvad hvis det var min søn? Havde han overhovedet overlevet den lange tur fra Mellemøsten? Ville han være anderledes, end han er i dag? Jeg vender ansigtet mod bagsædet, hvor min søn sidder. Mens jeg kigger på ham, går tiden ligesom i stå. Jeg priser mig lykkelig for, at han sidder der, og at det ikke er mig, der er flygtet til et fremmed land med min lille søn på armen.

Jeg tænder for radioen. Der bliver selvfølgelig fortalt om flygtningevandringen. ”Goddag, 9. Septemper 2015. En større gruppe flygtninge - ifølge politiet cirka 300 - har forladt deres opholdssted i Padborg, og er nu gående på den sønderjyske motorvej E45 ved Padborg, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi. Derfor er den spærret”.