Hvor væsentlig er det at have noget at kæmpe for? Skal man have noget at kæmpe for? Bidrager en mærkesag bare det mindste til selvrealisering, eller er det blot endnu en måde, hvorpå mennesket søger samvær og relationer med gensidighed? Personligt mener jeg at have ”noget at kæmpe for” er et lettere vidt begreb, på den måde synes jeg at det kræver det en fuld anskuelse af emnet, eller at have det indskrænket, begrænset og forgrovet.
Formår man at nå frem til det substantielle i: ”Noget at kæmpe for”, mener jeg, at det er et samtaleemne der er værd at tale om. Man kan virkelig mærke sit globale, nationale eller for den sags skyld lokale samfund på pulsen, hvis bare der er noget at kæmpe for. Man kan modsat også hurtigt og nemt fornemme en eventuel dovenskab og ugidelighed med manglende initiativ, hvis folk har en dvask indstilling.
Mange såkaldte aktivistgrupper i nutidens Danmark, prøver desværre alt for ofte prøver at trække holdninger og ideologier ned over hovederne på borgerne. Med en størstedel af medlemmerne der passer som en hånd i en handske ned i stereotypeboksen.
Der skal ikke herske tvivl om, at jeg selv nyder at kæmpe for noget. Det giver mening at have noget at kæmpe for, noget andet end skole man kan stå op til. Jeg ser det konstant i min egen hverdag, lokalsamfundets gemytlige godtfolk strømmer til fritidsklubber, madklubber og/eller sportsforenin-ger. De søger sammenholdet.
Det er gratis at oprette en konto