Jeg har set filmen Unge Andersen og er ikke just imponeret. H.C. Andersen ligger på sit dødsleje. Til hans unge sygeplejerske fortæller han historien om hans vej og omveje til at bekomme digter og forfatter. Helt fra da han som ung, drømmende og nysgerrig løber rundt i Københavns gader og prøver ihærdigt at nå hans målsætning - at blive berømt. Hans drøm om berømmelse er altopslugende, men for borgerne i København er han bare en bondeknold fra Fyn, hvis hænder bliver beskrevet som ”passer til en møggreb, ikke en fjerpen”. Han mislykkes som sanger, danser, skuespiller og forfatter. Han vækker dog interesse hos Colin, som er formand for Det Kongelige Teaters bestyrelse som sender ham til Slagelse på et stipendium betalt af kongen. Her møder han den strenge rektor Meisling som afgjort er mere interesseret i at ydmyge Andersen samt de andre elever end at lære fra sig. Både ham og Colin bliver enige om det er bedst for Andersen at lægge sin poesi på hylden.
Snævert Andersen-syn
Rumle Hammerich har formået at lave en middelmådig film ud af en historie med enormt meget potentiale. En film der burde og ville kunne havet fløjet direkte ind i stuerne rundt omkring hos danske familier. Andersens vej til succes er enorm spændene med mange op- og nedture. Jeg synes hele filmen har et meget snævert Andersen-syn. Her må jeg virkelig se mig enig med Tobias Lynge Herler som jeg citerer: ”filmen koncentrerer al sin energi omkring Andersens forhold til den strenge rektor samt det opdigtede venskab mellem Andersen og drengen Tuk.” Efter selv at have set filmen var jeg overbevist om venskabet med Tuk samt hans forhold med Meisling var det eneste unge Andersen nogensinde oplevede. Jeg føler helt man har misset en hel del af hans andre oplevelser han må have haft undervejs, og så bliver det understreget da jeg fandt ud af det var et opdigtet venskab med Tuk. Jeg syntes der er flere steder hvor der simpelthen ingenting sker. Steder næsten uden handling. Det gør det til en utrolig langtrukken film.
Det er gratis at oprette en konto