Jeg husker det klart, som var det igår, da jeg tog afsked til min mormor uvidende om, at det var sidste gang at jeg skulle se hendes blå øjne. Jeg husker stadig de år, hvor man stille ser den person man elsker, blive mere svag i sin tilstand . Til sidst kunne man ikke gøre andet end bare at være der for én. Var det virkelig fair at min mormor skulle gennem alle de smerter? Burde hun have haft chancen for selv at bestemme, hvor længe smerterne skulle vare ved? Skulle hun selv have haft valgt hvornår hun skulle give slip på hendes familie, og have valget om at kunne udsætte dem for en mindre mental smerte? Var det fair, at hun skulle tage den sidste vejrtrækning i en slidt hospitalsseng? Man kan stille sig selv spørgsmålet “er det acceptabelt at bestemme over andres liv?” Det mener jeg ikke at det er… Jeg synes at man skal have muligheden for at bestemme hvornår ens eget liv skal slutte, hvis man er i nogle uudholdelige smerter. Prøv at forestil dig at du er syg, de piller du har fået en recept på, holder din krop kunstigt oppe. Du er ved at gå psykisk ned, fordi at dit mentale sind bliver mere og mere svagt. Alle dine tætte medmennesker ser dig langsomt og smertefuldt blive mere syg, og det påvirker dig. Dine to børn som du har været rollemodel for hele deres liv, passer på dig, selvom at det er dig som er forælder.
Det er gratis at oprette en konto