Vinglassene

Tankerne fløj rundt i hovedet på mig. Jeg vidste det jeg lige havde gjort, ville koste mig dyrt.

Jeg kiggede på de andre der sad omkring bordet, men det var som om tiden bare stod stille. Ingen bevægede sig.

Jeg blev tør i munden og mit luftrør begyndte at trække sig mere og mere sammen, så jeg næsten måtte hive efter vejret.

Sådan var det hver gang, næsten ligesom et angstanfald.

Og alligevel gjorde jeg det.

Jeg har aldrig kunne styre det.

Stilheden blev afbrudt af Marianne.

”Henrik” det blev sagt med en meget bestemt næsten vred stemme.

Jeg kunne ikke se hende i øjnene, jeg kiggede derfor i stedet ned på Mads, som lå på gulvet grædefærdig.

Hvad havde jeg gjort… tænkte jeg

Marianne bankede pludselig hænderne i bordet så vinglassene rystede.

Hun rejste sig

”nu kan det være nok”

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, men jeg vidste udmærket godt hvad der skulle til at ske.

Jeg så på hende, med det samme blik som sidste gang.

”Stop, Henrik. Det går ikke mere, jeg finder mig ikke i mere”

Hun gik fra bordet og ind mod værelset.

I et par sekunder stod jeg bare, jeg stod bare og stirrede ned på Mads.