H.C. Andersens 'Improvisatoren': erotik og romantisme

Gennem tiden er menneskets helt grundlæggende erotiske drift blevet et mere og mere åbent emne indenfor litteraturens verden. At kunne læse mellem linjerne er dermed ikke længere en evne, man er nødsaget til at mestre, for at åbne en bog og forstå de underlagte erotiske henvisninger. Dog var dette et emne, som under tidligere litterære perioder modsatte sig samfundets normer og man måtte af den grund læse mellem linjerne, for at opfange forfatterens skjulte hentydninger. Specielt romantismen beskæftigede sig med dette ellers fortrængte emne ved at undersøge individets splittelse mellem de borgerlige idealer samt egne drifter. En af periodens mest anderkendte forfattere, H.C. Andersen selv, tager fat i dette spændingsfyldte emne gennem dette delkapitel af hans debutroman Improvisatoren

Romantismen opstår delvis som en reaktion imod romantikkens ensidige fokus på det harmoniske og skønne, og især står romantismen i modsætningen til biedermeier romantikken.

Romantismen interesserer sig for netop de ting, som fortrænges eller gemmes væk under romantikken. Dette kalder romantismens forfattere for det interessante, og der sættes her især fokus på elementer såsom; skyggesiden i tilværelsen, den indre splittelse, det erotiske, drifterne, smerten og det meningsløse ved livet. Denne disharmoniske og spændingsfyldte elementer kommer særdeles til udtryk gennem H.C. Andersens forfatterskab og utallige værker. Specielt splittelsen mellem de ordentlige borgerlige idealer og den fortrængte erotiske drift kommer til udtryk gennem romanens fortæller og hovedkarakter Antonio: ”Evige Guds moder, dit hellige billede styrtede ned fra væggen på mit hoved; det var ej ved tilfældet, nej, du rørte min pande, greb mig, idet jeg ville synke ned i lidenskabens malstrøm” (side 3, linje 36) Gennem den beskrivende, billedrige og ikke mindst karakterisende romantismiske skrivemåde, tilkendegiver forfatteren her den tydelige splittelse mellem datidens idealer og den erotiske drift, som med al tydlighed problematiserer hovedkarakterens selvrefleksioner. Den pæne borgerlige facade bliver svær for Antonio at opretholde idet hans overjeg overtages af det fortrængte underjegs erotiske drifter og lystprincipper. For gennemsigtigt er det gennem tekstens adskillige allegorier, hvordan hovedkaraktern pirres af Santas fortvivlende og impulsive tilnærmelse: ”Alt var flamme udenfor, som i mit blod; luftstrømmen bølgede varme, Vesuv stod i glødende ild, eruptioner oplyste alle rundt om!” (side 3, linje 53) De såkaldte ”flammer” og ”den glødende ild” skal mellem linjerne læses som den ubeherskede sensuelle drift, hvortil vendingerne ”Vesuv” og ”eruptioner” ligeledes må finde symbolsk betydning inden for samme kategori. Uddraget skal altså forstås som en metafor for Antonios sensuelle reaktion på Santas tilnærmelse – og ergo ikke som et reelt vulkanudbrud.