Reflektion over Auschwitz og 'Drengen i den stribede pyjamas'

Jeg var lige blevet færdig med bogen, jeg sad bare og kiggede ud i ingenting. Tankerne fløj rundt i hovedet. Jeg fik sådan en sørgelig følelse da jeg læste slutning, at der kom en kuldegysning. Jeg sad bare helt stille. Jeg sad og tænkte på Shmuel og Bruno, hvordan deres forhold var. Hvordan de ikke havde nogen viden om hvad der skete. Hvor skræmmende det måtte være inde i rummet hvor de blev gasset. Bare den følelse…

Jeg tænkte på hvordan Brunos mor, far og søster havde det da de fandt ud af at han var blevet væk, og aldrig vil finde ham. Hvordan de skulle leve med at de ikke vidste hvad der var sket med deres søn. Var han i live? Var han død? Det var bare den følelse. Den følelse om at vide ingen ting. Selvom Brunos far var ond, og havde gjort en masse ting, så er der ingen straf så hård at miste sin egen søn. Alt det håb som moren, faren og søsteren har, til at Bruno en dag vil komme hjem og ringe på deres dør.

Jeg forestiller mig, hvor skræmmende det må have været for forældrene; deres lille dreng blev gasset. Faderen var ansvarlig; han var lejerens leder. Jeg føler at det ville være helt vildt skræmmende, i hvert fald hvis jeg fandt ud af at det var mig som var skyld i det. Det gjorde faren ikke. Fordi de blev jo alle sammen bare brændt. Så han kunne jo ikke finde sin søn imellem alle de brændte lig. Både børn, fædre, mødre og bedsteforældre blev bare dræbt og brændt. Som om de var et nul. Soldaterne, Hitler og mange af borgerne i Tyskland havde ingen respekt for jøder, de hadede dem faktisk. Andre mennesker som ikke lignede dem, og så dem der lignede dem, var ikke gode nok fordi de havde en anden religion. De havde ikke bare så lidt respekt, at de faktisk ikke ville begrave dem ordentlig. Før de begyndte at brænde dem, kastede de dem bare ned i et hul, men det lugtede for meget, og det vækkede mistanke. Så begyndte de og brænde dem, og sagde så til de mennesker der blev holdt fanget i lejren, at de var FX kød de stegte. De sagde det ikke engang til Jøderne hvis en i deres familie blev gasset. Så grusomme de var. De blev ikke kaldet eller betragtet som mennesker. Jøderne vidste ingen ting. Jeg kunne ikke finde ud af hvordan alle de arbejdere, og de andre mennesker som var inde i lejren, ikke kunne se at Bruno havde hår på hovedet, hvor alle de andre ikke havde noget hår. Så kunne Bruno måske blive taget ud, inden han blev gasset. Men de var nok for bange. De vidste jo ikke hvad der skete. De lagde nok ikke mærke til ham. De savnede nok deres familie. Det må have været underligt og skræmmende at deres familie lige pludselig var væk, altså de vidste ikke at de blev gasset. De vidste bare, ingen ting. Jeg kan ikke engang tænke på at have sådan en følelse at have.