Øjenvidenberetning om en brandmand

Det startede som en helt almindelig tirsdag morgen på vagtstuen hos NYFD. Stemningen var god, kollegaerne fortalte stadig om weekendens sensommerfest i afdelingen. Pludselig lød sirenen og mine kollegaer og jeg for op. Vi klædte hurtigt om og satte os ud i brandbilerne. På det tidspunkt vidste vi stadig ikke, hvad vi var kaldt ud til. Efter et par minutter blev vi orienteret over radioen om, at vi havde retning mod World Trade Center, hvor der var sket en stor ulykke. Vi tænkte, at det

nok var en kontorbygning, der var i brand, som så mange gange før. Men da vi ankom til stedet, kunne vi se, at det var meget mere omfattende. Da vi steg ud af brandbilen, kunne vi se en masse mennesker løbe skrigende væk fra de høje bygninger. Vi kiggede op, og kunne se at det nordlige tårn stod i flammer. Jeg var i chok og kunne ikke holde fokus ved tanken om, at min far arbejdede i netop det nordlige tårn. Dog forblev jeg positiv og tænkte, at han selvfølgelig var okay. Det eneste, jeg skulle have fokus på lige

nu var, at vi skulle redde så mange ud af bygningen, som vi overhovedet kunne. Mine kollegaer og jeg løb ind i bygningen, og allerede inde i lobbyen så jeg min far komme løbende ned af trappen. I det øjeblik glemte jeg alt om mit arbejde. Jeg løb alt hvad jeg kunne hen til ham og sagde, at han skulle love mig at komme væk fra bygningerne hurtigst muligt. Jeg fik besked på at skulle hjælpe alle dem, der kom løbende ned ad trappen, ud og i sikkerhed. Samtidig skulle mine kollegaer ind i bygningen og se, om de kunne få nogle af de mennesker ud, som befandt sig på de øverste etager, hvor branden var værst. Da jeg kom ud med den første gruppe af mennesker, blev jeg virkelig chokeret af det syn, der ventede mig. Alt var et stort kaos, der var små børn der stod og græd og prøvede at finde deres forældre, mens andre løb forvildede rundt og prøvede at komme væk fra bygningerne. Jeg gik ind i flammerne igen for at gennemtjekke en af de øverste etager. Da jeg kom op på den fireogfyrrende etage lå der et kæmpe betonstykke som blokerede mig for at nå enden af gangen. Jeg krummede mig sammen og begyndte at ebbe igennem en lille åbning. Mit udstyr var brændende varmt og det ætsede min hud op. Da jeg nåede enden kiggede jeg rundt men kunne ikke se andet en flammer. Jeg gik ind i et lille rum hvor der sad 3 mænd, jeg reagerede hurtigt og ledte dem ud til hovedindgangen. Lige da vi kom ud rystede alt, og sten faldt ned fra himlen. Jeg løb så hurtig jeg kunne hen til det nærmeste læ og bedte de tre mænd om at sætte sig. Toppen af tårnet faldt sammen og man kunne ikke se andet en sten og