'9 Meter': analyse af håb og længdespring

I filmen 9 meter møder man Daniel som dyrker længdespring. Han er fyldt med håb og drømme. Han har et håb om at vække sin mor fra et koma. Han har et håb om at slå sin rekord igen og igen. Han har et håb om hele tiden at forbedrer sin præstation. Han bevarer håbet hele vejen igennem og giver ikke op. Han bliver besat af at hele tiden slå sin rekord at han mister grebet i den ”virkelige” verden og tænker ikke logisk. Han holder hele tiden fat i håbet om at døden ikke er noget som kan ske. Døden er noget som bliver berørt og kan findes i mange aspekter og vinkles fra mange sider. Selvom døden ikke bliver nævnt og snakket om ved man at den ligger på lur og kigger. Håb og død er to forskellige ting men bruges alligevel tit sammen. Hvor der er død er der håb

Kigger man på Daniel symboliserer han håb, han holder fast i håbet om at hans mor vågner hvis han slår en rekord, hvilket eskalerer for ham da det ikke sker og han begynder på mere ekstreme rekorder. I forbindelse med at Daniel er et symbol på håb, hvor hans far er en kontrast til ham og har givet op, giver det en vis dramatik og uklarhed mellem de to. I kortfilmen bliver symbolik om håbet præsenteret flere gange indirekte i at, hver gang Daniel bliver bedt om at se virkeligheden i øjnene lytter han ikke, han finder andre måder og nye metoder hele tiden. Det gør han af den simple grund, at han ikke vil miste sin mor. Udefra virker det absurd, at man kan tro på at ens mor vågner på grund af en længdespringsrekord. Det underbygger endnu mere Daniels håb at han tror på noget som virker så urealistisk, at man faktisk føler sig overbevist.