Klaus forestiller sig at krigen skal starte med en eksplosion om natten. Men sådan går det ikke. Hos ham kommer krigen kl. elleve om formiddagen. Der har været krig så længe Klaus kan huske, for han var kun seks da den begyndte. Men selvom der har været krig i landet, har hverken hans familie eller by lagt mærke til den. Klaus har en far som er tandlæge, en mor som spiller violin af og til, og to søstre, samt to undulater ved navn Polly og Joe. Klaus ønsker at krigen skal komme til hans by, hvilket hans mor ikke kan lide at høre. Han tror at byen ville være et vendepunkt i krigen, og at de tappert udrydder fjenden. En dag midt i oktoberferien ringer postmanden på døren. Han står med et smalt, brunt brev, og beder Klaus om at hente sin far. Klaus må ellers ikke komme bragende ind i klinikken, men han har på fornemmelsen at det er noget vigtigt. Da faren er kommet ud til døren, underskriver han en lille bog, og giver brevet til Klaus' mor. Da moren har læst brevet, stryger hun sig gennem håret, og alle bliver sendt ud i haven for at rive blade sammen. Da de endelig kommer ind, kan de se at det fine porcelæn står fremme, og at der er dejlig te. De er der alle sammen. Far, mor. Ingrid, Anna, og Klaus. Faren læner sig op ad egetræsbordet og kigger fra den ene ende til den anden. Så tager han brevet frem og slår det ned på bordet, og siger: ”Jeg skal afsted. Hæren skal bruge mig”
Det er gratis at oprette en konto