Jesu liv og lære i de fire evangelier

De fire evangelier – Matthæus-, Markus-, Lukas- og Johannes-evangeliet – er de vigtigste kilder om Jesu liv og lære.

Jesu mor hed Maria, han var jøde og levede i Palæstina, og kom fra byen Nazaret i Galilæa, desuden var Jesu var højst sandsynlig håndværker, og han blev døbt af Johannes Døberen i Jordan-floden. Jesu virkede først som en fattig prædikant i Galilæa og siden i Jerusalem, hans gerning var præget af både ord og handling. Han fik tilhængere – disciple – som fulgte ham. Jesus kom i voldsomme opgør med jødernes ledere, og blev dømt til døden af den romerske statholder Pontius Pilatus, i forbindelse med en påskefest i Jerusalem. Han blev dømt til døden for gudsbespottelse efter jødisk lov, og henrettet af romerne som politisk oprører. Han døde på korset.

Jesu fjender var farisæerne og ypperstepræsterne, og hans venner var de syge, fattige og selvfølgelig også hans disciple

Folk regnede dengang, med han var den sejrende messias, og han ville befri dem fra romerne. Dette var ikke tilfældet, han fortalte folk han skulle lide meget, og han ville dø. Efter Jesu død, var disciplen overbevist om, at han var messias, gudsøn – den lidende og opstandende messias.

Cæsar Augustus, kejseren over hele det romerske rige, befalede, at der skulle holdes folketælling i hele riget. Josef måtte adlyde kejserens ordre, selv om hans hustru Maria nu var i niende måned og egentlig slet ikke burde rejse. Josef og Maria drog da mod syd, fra Galilæa over Samaria og ind i Judæa. De fortsatte mod syd forbi Jerusalem, indtil de kom til den lille by Betlehem, Davids fædrene by. Dér skulle de tælles. Men det var sent på dagen, da de nåede frem, og byen var allerede fuld af Davids mange efterkommere. På kroen var der ingen ledige værelser at få. Endelig fandt Josef et sted. Han førte så Maria om til bagsiden af en kro, hvor der op ad en væg var en bås med stenmure og et nødtørftigt tag over. Her i dette skur havde kroværten sine dyr stående om natten. Det var det eneste sted, Josef kunne finde. Og Maria fødte sit barn – en dreng. Hun vaskede ham og svøbte ham i strimler af stof. Træt, men lykkelig lavede hun en lille vugge til ham i en krybbe og lagde ham der. Ude på marken hvor hyrderne sov trådte en engel pludselig frem mod dem. Dyrene var fuldkommen som lammede, og hyrderne holdt hænderne op for ansigtet og skreg af frygt. Vær ikke bange, sagde englen, men hyrderne blev ved at holde hænderne op for ansigtet. Jeg bringer jer gode nyheder, fortsatte englen. En stor glæde for hele folket. I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette skal være jer et tegn To af hyrderne sænkede armene og spidsede ører. Et tegn Det kunne de godt bruge, når de skulle have nogen til at tro på det her! I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe. Så forsvandt englen igen. Der var et øjebliks tavshed. Da de havde sundet sig lidt og bragt fårene i sikkerhed, begav de sig af sted. De fandt også krybben. De fandt Maria og Josef. Og de fandt det nyfødte barn, som englen havde kaldt Kristus, Herren. Da de så barnet, sagde de ingenting, men knælede bare højtideligt ned for ham. Bagefter gik de ud på gaden og fortalte med store smil alle, de mødte, om det lille barn. Jesu frelste de syge, så som spedalske og blinde fra deres sygdomme, bare ved at røre ved dem og sige nogle ord.