Solarolie

“Solarolie” er en Novelle fra antologien ”Højtlæsning for en flue og andre jobs”, Arena, 1985 og er skrevet af Uffe Harder. Det er en fiktionstekst og er skrevet, som en erindring af forfatterens egne oplevelse. Det giver fortællingen en virkelighedsnær oplevelse for læseren. Novellen er skrevet fra hans egne synspunkter. Novellen omhandler at forfatteren ser tilbage på hvordan han som ung mand, havde taget et arbejde, hvor han skulle sprede solarolie ud i nogle danske moser og søer for at dræbe myggelarver, der var en stor plage. Han fortæller om hvordan han tjente 4 kr i timen, som han kalder en god løn, og om det hårde arbejde det krævede at bære rundt på de tunge tønder med solarolie. Han fortæller også om de effekter jobbet havde på ham fx. at han ikke kunne gå ind i en butik, uden at skræmme folk væk pga. den grusomme lugt fra ham. Han refere til arbejdet i en possitiv tone, også selv om han fortryder hvad han gjorde. Han fortryder hvad han gjorde, fordi han så med sine egne øjne den forfærdelige effekt, det havde på dyrelivet og naturen omkring ham. “Ikke des mindre var der et problem i forbindelse med det job, det lå bare et andet sted og det følte vi efterhånden alle stærkere og stærkere, for det var ubehageligt at se snoge og frøer flygte til alle sider, hvor vi kom frem, det var ubehageligt at støde på rugende ænder tæt ved de områder, vi skulle sprøjte og det var ubehageligt, bagefter at se vandet i mosen dækket af en blank, død hinde og at mærke, hvordan det lugtede. Vi nød naturen og samtidig sprøjtede vi den fuld af solarolie” (linje 75-81). I teksten har forfatteren prøvet at inddrage os i fortællingen, ved at bruge billedsprog. Igennem hele teksten forklarer han scenarier ved hjælp af billedsprog, for at vi skal se hele episoden gennem hans øjne, og give os en forståelse for hvorfor han gjorde det. “Som sagt blev det heller ikke ved at regne hele tiden og jeg husker pragtfulde hvilepauser, hvor vi lå og snakkede på et lunt sted i skovbunden, mens vi fik os en smøg” (linje 58-61). Her kan vi som læsere helt lukke øjnene, og forestille os selv ligge i en grøn skovbund under trækronerne. Han gør igennem teksten brug af appelformer. Allerede i den første sætning bruger han pathos til at sætte stemningen for novellen. “Dette er en tilståelse: jeg har sprøjtet solarolie i Lyngby Åmose og i Malmmosen og måske også et par andre steder, men dem husker jeg ikke mere, for at dræbe myggelarver” (linje 1-3). Her tilstår han altså personligt til have været med til at gøre noget moralsk ukorrekt. Dette får læseren til lige at løfte et øjenbryn når nogle tilstår at have gjort noget forkert. Det kan både bringe foragt i os eller medlidenhed, fordi at han tilstår men også har gjort noget dumt. Han bruger rigtig meget logos for at forsvare sig selv en smule over for de handlinger han gjorde. Han fortæller om den uvidenhed de havde omkring miljø skaderne deres arbejde påførte. “Året var 1955 og dengang var der næsten ingen, der tænkte på økologi. Ordet har vel eksisteret, men jeg ved helt bestemt, at jeg og mine fæller ikke kendte det og så vidt jeg husker, var det først året efter, at Ole Vinding begyndte at protestere mod sprøjteriet. Til gengæld vidste vi, lige så godt som alle andre, at myg er en plage og jeg tror virkelig, jeg forestillede mig, at Lyngby Åmose kunne blive et