Pernille og den mærkelige drøm

Regnen piskede mod ruden, det havde snart regnet i flere uger. Pernille stod og kiggede ud ad vinduet. Tanker strømmede hurtigere gennem hjernen end regnen gennem nedløbsrøret. Hvad skal jeg gøre? Der må findes en løsning. Pernille tog sin telefon, tastede et nummer og hun gjorde det med sved og tåre. Hun ringede til glamsbjerskolen, hun havde fået en seddel ind af døren, hun var fyret for kantinen. Hun havde fået en masse klager over hun var sur, gnaven og lavede virkelig dårlig mad. Hun kunne ikke forstå det, hun var milde tals målløs. Hun tog sig til panden og vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv, Hvad gør andre når de bliver fyret spørger hun sig selv om? Pernille tog et blad et blad hun altid læste i et blad for kvinder med mange spørgsmål om livet, Mon der var en opskrift på ikke og være ked af det efter man er blevet fyret. Hun læste og læste men faldt i søvn. Pernille drømte sig væk langt væk, hun står nu midt i en skov med hendes hund Rollos. Hun kunne se to mænd kom gående mod hende, men hvad ville de hende? var de ude for og gå tur eller var de der for og gøre hende ondt. Hun turde ikke tage chancen og gå imod dem, hun vendte om pludselig ku hun mærke en hånd eller nej to, de havde fat i hende, hendes hun gik amok, og som altid har hun en lille flaske peperspray med, hvis nu der skulle ske noget. Hun stod i blod fra hårstrå på hovedet til storetå, hun var smurt ind i blodhund ville få det hele til og se normalt ud, som om de skulle have været døde af sig selv. Hun afklædte dem og fandt ud af de er ejere af skoven og det faktisk er hendes nye naboerne der lige er flyttet ind i nummer 58.FUCK, måske ville de spørger om hjælp eller om vej, hun afklædte dem helt og tørrede sig med deres tøj. kl er 13.30 og hun er lige vågnet for hendes lur, hun fortæller hun havde den mærkeligste drøm og hun faktisk følte at hun havde oplevet det før. Solen begyndte at titte frem, det duftede af skovbund, jord, gran og regn, - altid en dejlig blanding. Det dryppede fra bladene, og fuglene begyndte deres muntre symfoni. Dorthe nød sin daglige gåtur, stilheden og ikke mindst Rollos ivrige logren med halen. ”Jeg lader ham løbe uden snor et øjeblik”, tænkte hun, men det skulle hun snart komme til at fortryde. Rollo var væk. ”Rollo, Rollo, kom”, råbte Dorthe, mens hun kæmpede sig gennem krattet i underskoven. Pludselig standsede hun op, var det ikke to mennesker, som lå derinde. Hun ville ikke gå tættere på, tænk hvis det var nogle, som havde et stævnemøde. Hun ville vende om, men noget trak i hende. Hvorfor bevægede de sig ikke? Hun listede tættere på, standsede og kunne mærke, hvordan hun ikke kunne flytte sig. Allerede nu vidste hun, at der var noget galt, og allerede nu vidste hun, at hun aldrig ville glemme det syn, der mødte hende i lysningen. To nøgne kroppe lå side om side i skovbunden. De to unge mænd så ud som om de sov i solen. Alt åndede fred og ro, men intet kunne være mere forkert. De var døde.