Deng xiaoping formulerede efter Jiang quins neutralisering en langsigtede politik. Xiaopings politik lagde vægt på vækst inden for en sovjetisk model, men havde også elementer med fra den vestlige markedsøkonomi. Altså han lagde fokus på at arbejdere og bønderne skulle løfte i flok (meget socialiststik). Han ville have at der skulle importeres udenlandsk avanceret teknologi. Den følgende reformproces handlede om landbrugsproduktion. Der skulle sættes gang i korproduktionen og Kina måtte importere store mængder spiseolie, bomuld og korn. Strategien blev en afkollektivisering af folkekommunerne. Ledelsen blev efter flere faser enige om at en familie eller en enkeltperson kunne leje en del af folkekommunernes jord i 15 år, senere forlænget til 30 år, med mulighed for at jordstykket kunne gå i arv. Da det var små jordstykker, kunne man videreleje sin jord ud til en nabo og derved opnå rationaliseringsgevinster. Statsforpagterne kunne efter de havde solgt en del af produktionen til staten, selv disponere over resten og sælge det på det frie marked, til højere priser. Denne del af reformen i Kina resulterede i en markant stigning i landbrugsproduktionen. Derved kunne Kina spare valuta som kunne bruges til import af ny teknologi. Landdistrikterne fik også lov til at oprette virksomheder, hvilket også gavnede økonomisk. Deng Xiaoping fik vendt rundt på det hele og landbrugsproduktionen steg med 6,2% om året.
Det er gratis at oprette en konto