”Hvad tænkte du på” råber jeg i frustration. Jeg sender ham øjnende, og han ved det. Jeg går rundt i cirkler. Mine fødder vil ikke stoppe med at føre mig rundt i den lille lejlighed. Jeg venter på, at han vil komme med en forklaring. En god forklaring. Det skylder han mig. Jeg tager kontrollen over min krop, og står stille. Jeg kan høre ham tage en dyb indånding, der ligger op til en sætning. Mine fingre ryger automatisk op foran mine øjne for at stoppe tårende, som presser på. Uheldigvis er mine fingre ikke i kontrol over mine øjne, og de dråber, der nu løber ud af dem.
Jeg mærker hans hånd på mig. I sekundet hans fingertip stryger min skulder, går jeg et hurtig skridt tilbage og vender mig om. Han har set mine tårer. Oven i alt skal han nu også se mig græde. Fedt. Alle de spørgsmål jeg har, og al den tvivl. Hvordan kunne han gøre det? Overfor sig selv, og overfor mig?
Jeg hører hans fødder tage skridtet imod mig. Jeg vender mig, og kigger ham i øjnene. Skyldfølelsen rammer mig. Jeg har lige stået her og råbt, når det er ham, der har gået med det hele selv. Hans hånd tørre mine tårer væk fra mine øjne, også kommer alle flashbacksende fra, da vi mødtes første gang. Første gang hans øjne mødte mine, og første gang mine fingre gled igennem hans mørkebrune og bløde hår. Da vi sad fast i liften i Østrig på vores første skiferie, eller da vi blev helt solbrændte i Spanien. Første gang hans læber rørte mine. Tanken om at de måske ikke skal det mere, knuser mit hjerte. Vi har kendt
Det er gratis at oprette en konto