Den Tyske velfærdsmodel er Den selektive velfærdsmodel. I denne model vægter man et fælles ansvar mellem staten, arbejdsgivere og arbejdstagere, når borgerne skal have velfærdsydelser som børnepasning og økonomisk understøttelse. Modellen er altså bygget op omkring en gruppe mennesker som har ret til velfærdsydelser fordi de er eller har været tilknyttet arbejdsmarkedet. Den her gruppe af mennesker har derfor adgang til folkepension, gratis grundskole og videre uddannelse, kontanthjælp og gratis behandling på sygehuse og hos deres egen læge.
En fordel ved den residuale velfærdsmodel i Tyskland er at tysk har et meget frit marked og som staten stort set ikke er inde over.
Derudover sikre det er stabil timeløn i hele landet, dog er regionerne omkring Berlin de dårligst betalte.
I Danmark er 153 ud af 1000 mennesker offentligt ansatte.
I Tyskland er kun 56 ud af 1000 mennesker offentligt ansatte.
Øst og Vest Tyskland er efter 30 år stadig opdelt i 2. Det gamle Vesttyskland er den dag i dag væsentligt bedre betalt end det gamle Østtyskland. I 1989 var den konservative kansler Helmuth Kohl. Han indførte et 10-punkts program som skulle genforene øst og vest Tyskland. Det indførte han uden af underrette sine allierede b.la. Frankrig og sin regerings makker FDP. I dag 30 år senere er landet dog stadig opdelt i 2, det har indtil videre kostet Tysklands velfærdssystem hvad der svarer til 11.250 Milliarder danske kroner ifølge det økonomiske Ifo-institut i Dresden. Det er penge som b.la. Bliver betalt gennem et såkaldt solidaritetsbidrag på 5,5% af den skattepligtige løn og pengene går derefter til at renovere og genopbygge det mest nedslidte bygninger og stykker af infrastruktur i de gamle østlige delstater. Det får f.eks. Leipzig og Dresden til at fremstå nypudsede.
Det er gratis at oprette en konto