At sætte børn i verden og opleve de tætte bånd og den kærlighed, der opstår mellem
forældre og børn, er en af tilværelsens største glæder. Så meget desto hårdere kan det føles, når de kære små bliver teenagere, og den nødvendige løsrivelse sætter ind.
Det kan komme som en tyv om natten. Man synes, man kender sin lille nullergris, som man har læst godnathistorier for i årevis, og altid har lyttet til, hvad man sagde. Men en skønne dag er alt legetøjet pakket i papkasser og sat uden for døren, og guldklumpen kræver sofabord og lås på døren. I øvrigt må man gerne lukke døren til værelset udefra, så kæledæggen kan få fred og ro til at rode og skrue technomusikken op til besvimelsesagtige højder.
Telefonregningen står på orkan, og køleskabet lider af permanent skrump. Snavsetøjet ligger i en bunke på gulvet sammen med det våde håndklæde. Perioder med hyberaktivitet afløses af sløvsind. Der er ingen tvivl. Man har fået en teenager i huset.
Forældrene, som tidligere var de bedste i verden, er nu ligesom lidt i vejen. Vennerne og livet uden for hjemmet betyder alt, og diskussioner m komme-hjem-tider opstår.
Glem alt om det nemme, hengivne barn. Det vender aldrig tilbage. I stedet står en næsten-voksen, selvstændig person og kræver ligeværdighed. Udviklingen er ganske naturlig, men omstillingsprocessen kan være svær for alle parter. Der prøves grænser af i det uendelige, og dagligdagen kan fyldes op af udmattende skænderier eller isnende tavshed.
Det er gratis at oprette en konto