Jeg er lige vågnet efter omkring 9 timers søvn med mange forstyrrelser natten igennem. Børnene var utålmodige, nogle græd endda. Et orange skær står ind ad vinduet, og mine øjne fanger den smukke solopgang, der smyger sig op ad Drejø, og får mig helt til at glemme, at vi stadig sidder fast her. Os, der er vågne, får serveret smurte rundstykker, og jeg falder tilfældigvis i snak med et af besætningsmedlemmerne. Hun fortæller mig, at vandet uheldigvis ikke steg i nat, som prognoserne ellers forudsagde, og at slæbebåden har forsøgt at få os fri to gange, kl 03.00 i nat og en gang her i morges kl 06:00, men at færgen stadig er for dybt begravet i sandbakken. Hun fortæller mig også, at alle besætningsmedlemmerne har arbejdet non-stop hele natten. Hun har meget mørke poser under øjnene, ligesom de andre besætningsmedlemmer omkring os. Jeg konstaterer, at det må have været en lang nat.
Jeg finder [NAVN A] og [NAVN B] siddende det samme sted, som jeg efterlod dem i går, dog med hovedet begravet i deres telefoner. Jeg hilser, og de fortæller, hvor meget de keder sig, og jeg svarer dem, at jeg har det på samme måde. Jeg slår mig ned ved siden af dem, og beslutter mig for at ringe til min mor.
Det er gratis at oprette en konto