”Man ser hende på en mark, de beskidte arme, der langsomt søger op fra undergrunden, tager fat i hendes ben. Hun skriger, men ingen kan høre det. Ingen kan gøre noget. Langsomt trækker de hende ned i jorden. Hun skriger, tårerne reflekterer månens lys. Skriget forsvinder da armene endelig trækker hende ned blandt rødderne…”
Det er en typisk sætning, mange nok vil genkende. Det er en ond drøm - et mareridt, mange nok vil genkende. Det er en sjov sag det mareridt. I gamle dage troede man det var en mare - et kvindeligt væsen, der trykkede eller red på mennesket eller dyret og derfor gav mareridt. Mareridt er faktisk opkaldt efter en Mare, men et mareridt er faktisk en pervers joke vores hjerne selv producerer. Michael Shredl, lavede i 2008 en undersøgelse med fokus på børn, hvor det viser sig at børn får betydelig flere mareridt hvis de har stress end dem uden. Dog ser vi også et spring fra dem med stress i skolen, end dem der stresser og en nærværendes død eller en nærværende med kronisk sygdom, da de efternævnte oftest indgår i mareridtene. Det er dog også sjovt. Nogle mennesker får ikke rigtigt slemme mareridt, jeg er en af dem. Kun 1 mareridt har været hos mig i et langt stykke tid. Jeg var lige begyndt at spille et zombie-survival spil med min daværende bedste ven Casper, da mareridtet kom. Det var sjovt nok om de levende døde, og ingen mulighed for at undslippe et indelukket hus. Det har brændt sig fast i min hjerne, jeg kan stadig huske det selvom det er flere år siden det fandt sted.
Det er gratis at oprette en konto