Danmarks velfærdsstat: udfordringer og løsningsforslag

R.A. Liljegren er uenig med de mange politikere, der stræber efter at sige at Danmarks ’Velfærdssamfund’ er det bedste i verden. Han definerer hvad en velfærdsstat er og hvordan Danmark derved er en velfærdsstat og ikke velfærdssamfund. Han erklærer dog ikke at det er et dårligt velfærdssystem, vi har. Men siger der er plads til forbedring

Hvor der før var 90 000 per årgang er der nu 60 000 som kan komme ud og arbejde. Dette betyder at antallet af arbejdstagere falder per år samtidig med, at antallet af pensionister stiger, da der er flere der går på pension, end der er der er på arbejdsmarkedet. Resultatet heraf er at velfærdsstaten skal brødføde flere end tidligere, samtidig med at arbejdstagerantallet falder. Hvilket vil resultere i at der er flere munde at mætte og færre til at mætte dem.

Synes ingen af de to foreslåede velfærdsmodeller på længere sigt er holdbare. Hvis vi fortsætter med den velfærdsmodel vi har i dag(mulighed 1) skal skatten forhøjes. Dette vil bare give endnu større magt til de højreorienterede partier, fordi danskerne i helhed meget gerne vil have skatten sat ned(og det hjælper ikke ligefrem, at mange danskere er så egoistiske at de kan overskue at skulle tænke over hvordan, andre mennesker end dem selv og deres nærmeste skal have det), som vil sænke skatten yderligere, og derved kan man ikke gennemføre mulighed 1.