Reformationen i Danmark, ca. 1520-1539. ”Reformationen blev officielt indført i Danmark den 30. oktober 1536 efter længere tids politisk og kirkelig uro. Reformationen lavede et brud med den katolske kirke og en ny protestantisk kirke, der var byggede på den tyske reformator Martin Luthers teologi. Kirken og samfundet var nu ikke længere bundet til paven i Rom. Lutherdommens indførelse i Danmark skete både fra neden, ved at folk tilsluttede sig de nye prædikanter, og fra oven, da kongen gjorde lutherdommen til den eneste tilladte religion. Udviklingen frem mod reformationen i Danmark tog sin begyndelse i 1520’erne og kulminerede i 1536 med reformationens gennemførelse. Reformationen medførte ikke blot forandringer af de kirkelige forhold, men også en række væsentlige samfundsændringer. Nogle skete med det samme, andre først efter længere tid.”
Reformationens baggrund. Reformation betyder ”at forme på ny”, men er især blevet brugt som for den primært nordeuropæiske protestbevægelse i 1500-tallets begyndelse, som brød ud af den katolske kirke og skabte de protestantiske kirkesamfund. Opgøret var i udgangspunktet et internt kirkeligt oprør, der i første omgang rettede sig mod den katolske kirkes afladshandel, som indebar, at man gennem en økonomisk ydelse til kirken kunne betale sig til et kortere ophold i skærsilden. Skærsilden var i den middelalderlige katolske kristendomsopfattelse et forstadium til Himmeriget, hvor sjælen bl.a. gennem rensende ild skulle renses for synder. Reformationens hovedskikkelse Martin Luther kritiserede i 1517 i skarpe vendinger afladshandlen i sine berømte ”95 teser”, og med reformationen blev såvel afladshandlen som religiøs praksis som skærsilden som teologisk begreb afskaffet. Bevægelsens kraftcenter var universitetet i den tyske by Wittenberg, hvor Luther boede og underviste, og herfra spredte den sig videre til det øvrige Nordeuropa, herunder også Danmark.
Det er gratis at oprette en konto