Straks da krigen begyndte, fik briterne den australske regering, samt regeringerne i New Zealand og Afrika til at angribe nærliggende tyske kolonier. Allerede i september 1914 havde man erobret kolonier fra tyskerne. Japan og Storbritannien indgik i 1902 en alliance med hinanden, og det benyttede Japan sig nu af og erklærede Tyskland krig med det formål, at erobre de tyske kolonier i området. I løbet af 1914, tog japanerne alle de tyske kolonier i Kina samt den nordlige del af Stillehavet. Storbritannien ville også have haft de tyske kolonier i dette område, men kunne ikke forhindre japanerne i at tage dem pga. aftalen. De sidste tyske kolonier i Afrika, mistede tyskerne dog først ved krigens afslutning i 1918.
Vestfronten
I foråret 1915 havde skyttegravskrigen på Vestfronten varet i flere måneder. Linjerne af skyttegrave bugtede sig mere end 700 km. fra Den engelske Kanal til den schweiziske grænse. På den ene side stod de tyske soldater og på den anden side mest franske soldater men også lidt britiske. Mange steder var der mindre end 100 m. mellem skyttegravenes linjer. Man overdængede hinanden med granater og beskød hinanden fra solopgang til solnedgang. Ud over den tætte granatregn, sendte generalerne også en stor stime af menige soldater ”over toppen”, hvilket ville sige, at de skulle op af skyttegraven og hen imod fjenden, hvilket ofte betød den visse død. Skyttegravene var et netværk af gange, bunkers og underjordiske rum. Imellem skyttegravende var der et stykke jord, som man kaldte for ingenmandsland. Det var et utroligt barsk liv, at være i skyttegravene. Man fik som regel ikke sovet nær nok, fik ikke nær nok mad, blev beskudt og angrebet på flere måder, var ofte beskidte og lugtede fælt, fik en del sygdomme og savnede familien derhjemme, som man ikke anede hvornår man så igen, hvis man overhoved så dem igen. Efter kraftige regnskyl stod der vand i skyttegravene. I dagevis måtte soldaterne stå i vand, hvilket ødelagde fødderne. De risikerede at få det man i dag kaldet skyttegravsfødder, som ofte medførte at en eller begge fødder måtte amputeres. Lus og lopper var en plage, så mange soldater lod sig klippe skaldet for at slippe for de generende lus. Lopperne smittede med den såkaldte skyttegravsfeber, der gjorde soldaterne syge og ukampdygtige i 10-12 uger. Skyttegravene vrimlede med rotter, som man mente blev ekstra store fordi de åd af ligene. Der var naturligvis ikke toiletter i gravene, så stanken var forfærdelig og en blanding af afføring, urin, sved og rådne lig var en daglig plage.
Det er gratis at oprette en konto