Coronatiden har vendt op og ned på næsten alt, hvad der definerer et ungdomsliv. For nogle unge opleves situationen som en parentes og et pusterum, for andre en kilde til dyb usikkerhed om fremtiden. Coronakrisen påvirker unge vidt forskelligt, pandemien har sagt en stopper for mange ting som de unge plejede at kunne. Såsom de sociale liv, indendørs aktiviteter, sociale arrangementer og også det helt normale såsom at se sine venner. Mange unge har følt sig ensomme under Corona nedlukningen, mange unge har været ”tvunget” til at skulle isolere sig selv med i deres bopæl.
Da Corona ramte for første gang, og restriktionerne tiltog. Der følte jeg mig håbløs. Min situation dengang var at jeg boede i en lille 4- værelses sammen med min mor, min lillebror og vores kat Malthe. Jeg har aldrig prøvet noget så udfordrende som at skulle isolere sig selv i sit hjem, med sin familie. Hvem skulle havde troet det ville blive svært? Ikke jeg. Jeg havde aldrig i millioner af år, troet at, at være sammen med min familie 24/7 skulle være mentalt svært. Men det var det altså, det var jo en helt ny omvæltning i ens hverdag. Det var ikke nemt at huske at deres hverdag jo også blev omrokeret i. Det hele var så nyt, det føltes ikke længere som en 4-værelses lejlighed, men som et kæmpe fællesrum hvor alles tanker fløj rundt, selvom ingen sagde en eneste ting. Selvom vi var 3 i et hjem, så føltes en verden så kold og ensom. Jeg kunne ikke længere gøre en eneste ting uden at de vidste hvad jeg havde gang i. Det kunne meget hurtigt begynde at føle som at være taget til fange i sit eget hjem, hvad end man gjorde så vidste de andre fanger hvad man lavede. ”Mistænkte smittede får karantæne, vi andre tvinges ind i en tidslommes fællesskab, hvor vi er sammen om at være indespærret i hver vores bolig.” ligesom Pia Tafdrups fortæller.
Det er gratis at oprette en konto