Fortælleren er en jeg-persons fortæller, altså en førstepersonsfortæller. Man kan læse det i teksten ved at fortælleren forekommer som et ”jeg” i novellen. Førstepersonfortællere udtrykker for det meste altid deres følelser, tanker og handlinger med en indre synsvinkel. Men ”fasaner” er meget anderledes her, den er på mange områder atypisk, fordi jeg-persons fortælleren har en ydre synsvinkel. Man kommer derfor ikke tæt på jeg-personens tanker og følelser, det er ihvertfald meget begrænset adgang vi får til de tanker og følelser. Det gør at personkarakteristikken ift. fortælleren er meget begrænset, vi får jo ikke særlig meget at vide om jeg-fortælleren. Eksemplet på hvor vi ikke bliver lukket ind i fortællerens indre, da Richard tilbyder at hjælpe med at dække bord til hendes gæster ankommer.
”Han spørger, om han skal hjælpe mig med at dække bord. Nej, siger jeg, det er en tradition, at mine gæster gør det selv. Han siger, at det ma? være nogle beskedne gæster, jeg holder mig. Om han ikke skal folde servietter eller lægge knive og gafler parat? Nej, siger jeg.” .
Her får vi ikke en forklaring på hvorfor jeg fortælleren svarer ham på den måde. Vi ved jo f.eks. endnu ikke, at fortælleren i virkeligheden slet ikke venter gæster, det kan vi jo på dette tidspunkt, kun gætte os til indtil slutningen hvor vi rent faktisk får bekræftet at hun slet ikke får gæster, at man kan på en måde mærke, at fortælleren gerne vil af med Richard på en indirekte måde så fortælleren kan være alene for sig selv og nyde sin gullasch i fred.
Det er gratis at oprette en konto